Beretningen 2017
Beretningen handler om det seneste års aktiviteter i Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker – fra Landskonference 2016 til 2017. Bestyrelsen vil takke repræsentanterne for kommentarer, artikler til Sundhedsplejersken og indlæg på hjemmesiden – vi lever af kontakt med medlemmerne og er altid interesserede i en konstruktiv dialog.
Det sidste år har vi forsøgt at synliggøre arbejdet i bestyrelsen ved hvert halve år at skrive i Sundhedsplejersken, hvilke arbejdsopgaver vi har forsøgt løst og været involverede i. Dette håber vi giver jer medlemmer en fornemmelse af bestyrelsens arbejde.
Samarbejde mellem de faglige selskaber og DSR
Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker har som altid deltaget i samarbejdet mellem de faglige selskaber, og har været repræsenteret i planlægningsgruppen for FS-konferencen, der blev afholdt den 1. og 2. november 2016 på Hotel Koldingfjord. To repræsentanter har deltaget i FS-konferencen i DSR. Her havde vi fokus på, hvorfor vi er i et fagligt selskab/bestyrelsesarbejde. Hvorfor brænder vi for det faglige arbejde? Der blev talt om, at vi nok er lidt mere nørdet end andre – men vi er stolte af vores fag! Fokus var sammenhold også FS’erne imellem. Der blev arbejdet med vore egne mål, drømme og fremtidsplaner i de enkelte FS’er og om der var mulighed for at udvikle samarbejdet.
”Temadag om specialuddannelser til sygeplejersker”, hvor vi også har været medarrangører, blev afholdt 11. januar 2017. Her blev der diskuteret om sygeplejersker skal have ekstra kompetencer og hvem dette vil komme til gode. Bjarne Wahlgren, professor på DPU satte kompetencer og uddannelse i spil. Kompetence= evnen og viljen til at handle. Alt dette skal ske i et sundhedsvæsen, der er i hastig forandring. Der var oplæg fra Norge NSF (Norsk sykepleierforbund), der har flere specialuddannelser Danmark, men også oplever samme problematikker, som vi gør i Danmark.
Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker er repræsenteret i en tværfaglig arbejdsgruppe sammen med Socialrådgiverforeningen, BUPL, Lærerforeningen, Psykologforeningen, Tandplejerforeningen, Lederforeningen m.fl. Her arbejdes med, hvordan den mentale trivsel kan styrkes hos børn og unge i folkeskolen. Der blev udarbejdet en artikel, som blev publiceret i Politiken og en ny folder med inspiration til det tværfaglige arbejde ude på skolerne. Der pågår nu en ny proces, opstartet den 20. januar i DSR, hvor man laver et lignende tværfagligt samarbejde organisationerne imellem med udarbejdelse af en guide til det tværprofessionelle samarbejde med småbørn i alderen 0-6 år. Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker er igen repræsenteret – denne gang både i styregruppen og i den store gruppe. Guiden og en artikel forventes publiceret i sensommeren 2017.
Medier:
Der har været mange henvendelser fra journalister (radio, landsdækkende aviser, forældremagasiner). Der har været fokus på bl.a. kost/veganer, tidlig indsats, familiemønstre, indlæggelser på sygehus af småbørn, sundhedsplejerskens rolle i de enkelte familier, farlige D-dråber, brugen af cykelhjelm.
Hjemmesiden
Kirsten Birk, webredaktør
Hjemmesiden har i december 2016 fået nyt design. Det er et nyt CMS system og vi håber, at I som medlemmer syntes, at hjemmesiden er brugervenlig og informativ. Det nye er bl.a. en artikelbase – dvs. at alle artikler fra bladet bliver lagt enkeltvis ind. Dermed er det muligt at søge i artikelbasen efter emne. Hvis ikke man er medlem kan der kun læses 3 artikler og man opfordres derefter til at blive medlem. Hver mdr. sendes der et nyhedsbrev ud – typisk med nyheder der er kommet på hjemmesiden inden for den sidste måned.
Det er dermed en ny og aktiv hjemmeside hvor der hele tiden sker opdateringer med seneste nyt og hvad der rør sig ud i landet. Noget nyt er også ”debatten” her kan man kommentere og stille spørgsmål.
Der vil ind imellem være specielle stillingsannoncer som er en indtægtskilde – ligeledes er det muligt for firmaer at købe sig til en reklame banner – Det er en udfordring at opdage skjulte reklame – men vi prøver så vidt muligt at undgå det.
Vi vil gerne anmode om at de sundhedsplejersker, der ønsker at få noget i nyhedsbrevet henvender sig på mail kirstenbirk@fs10.dk – da nyheder fra de forskellige kommuner er af stor interesse og til inspiration rundt i landet.
Der er en del annoncører, som er interesseret i at få deres reklame på hjemmesiden og på nyhedsbreve, hvilket vi har samarbejdspartneren Hanne Kjærgaard til at håndtere.
Fagbladet Sundhedsplejersken
Redaktionsgruppen består af Tine Lohmann, Kirsten Birk og Dorte Fischer.
”Sundhedsplejersken” har fortsat profil som et tidsskrift, hvor målgruppen er
sundhedsplejersker. Vi møder en stigende interesse for vores tidsskrift fra andre interessenter,
herunder biblioteker, institutioner og firmaer.
Fra 2017 udkommer bladet 5 gange årligt i februar, april, juni, oktober og december måned. Vi har et oplag på 1400 blade.
Indholdsmæssigt forsøger redaktionsgruppen at dække sundhedsfaglige temaer af relevans for
vores faggruppe. Målet er at dække sundhedsplejerskernes brede fag felt, således at der både er artikler, der rettes mod småbørns – og skole sundhedsplejersker. Også det tværfaglige område, herunder vores samarbejde med andre faggrupper, er belyst.
I 2016 har vi været privilegeret og har modtaget rigtig mange gode artikler. Udfordringen, har været at have nok artikler, der passer til et bestemt tema. Derfor har vi besluttet, at vi kun laver temanumre, når vi har tilstrækkeligt mange artikler om samme emne i 2017. Vi er stolte over bladet og den kvalitet, som artiklerne har. Aktive medlemmer er afgørende for bladets kvalitet. Vi opfordrer jer derfor fortsat til at sende materiale til redaktionen ligeledes at sende ønsker og tanker, som I mener redaktionen kunne have glæde af. Alle former for respons hilses velkommen. Sundhedsplejersker, der har lyst til at anmelde litteratur og materialer efterlyses til stadighed. Vi gør opmærksom på, at vi ikke betaler for artikler og anmeldelser. Det grafiske layout står Mediegruppen for med grafikeren Joan Jørgensen i spidsen. Vi har været tilfredse med samarbejdet i den indeværende periode. I forhold til Landskonferencen har vi haft en anden grafiker Rikke Stegler til at lave indstik til bladet.
Reklamedelen varetages af Hanne Kjærgaard fra Media Partners. Hanne Kjærgaard har løftet en udfordrende opgave i 2016, således at vi er kommet i mål i forhold til forventninger.
I indeværende periode har vi valgt at prioritere fotos fra ”den virkelige verden”. Fotograf bag billederne er Lena Rønsholdt, der er uddannet sundhedsplejerske og fotograf.
Som ansvarshavende redaktør vil jeg takke alle, der har bidraget med artikler, billeder samt anmeldelser af bøger til bladet.
Medlemsdatabasen:
Vibeke Westergaard, kasserer og medlemsansvarlig
Kasserer og medlemsansvarlig oplever et positivt samarbejde med medlemmerne via mails og SMS. Medlemmerne har allesammen taget godt imod vores nye medlemssystem på www.sundhedsplejersken.nu
Jeg vil gerne:
Når flere medlemmer aktivt bruger deres login og går ind på ”min profil – se/rediger”, så vil medlemsregistreringen blive endnu bedre. Vi er på den måde i fællesskab med til at optimere medlemsregistreringen.
Vi har i FS10 rigtig mange aktive medlemmer, men vi vil gerne have endnu flere. I kan alle sammen hjælpe med at anbefale medlemskab af FS10. I 2016 havde FS10 1291 medlemmer.
Medlemsservice:
Bestyrelsen vil gerne give alle medlemmer af FS10 en optimal medlemsservice. Vi arbejder kontinuerligt med at gøre vores hjemmeside attraktiv for medlemmerne, således at flest muligt kan betjene sig selv. Vi modtager mange mails fra medlemmerne – Tak for det. Vi besvarer mails løbende, og gør det vi kan for at hjælpe og vejlede.
Økonomi:
FS10 har en positiv økonomi og medlemstallet er stabilt.
Vi har investeret i vores hjemmeside www.sundhedsplejersken.nu
Vores konferencer kommer ud med et positivt resultat.
Vi har øget vores pulje til legater i 2018, således at flere medlemmer kan få et tilskud til konferencer m.m
Årsregnskab 2016 viser et positivt resultat på: 187.488 kr
Konferencer:
Benedicte Engstrup og Kirsten Lise Andersen, Kursus og konferencegruppe.
Landskonferencen på Hindsgavl Slot blev besøgt af omkring 200 sundhedsplejersker fra hele landet. Også Grønland og Norge var repræsenteret på LK16. Landskonferencens tema var ”Mental Sundhed. Fra graviditet til voksenalder”. Konferencen blev vurderet meget positivt af deltagerne, som satte pris på de vidende og kompetente oplægsholdere. Det er en stor glæde for selskabet at se, at flere og flere medlemmer deltager i Landskonferencen. Dette vidner om, at vi er i stand til at tiltrække interessante foredragsholdere om relevante emner, som rammer lige ned i sundhedsplejerskernes dagligdag.
Landskonferencen 2017 bliver afholdt den 1. og 2. maj på Hotel Nyborg Strand. Landskonferencen er i skrivende stund næsten fuldtegnet.
Emnet i år er ”Livet mellem Psyke og Soma. Sundhedsplejersker bygger bro”. Igen i år vil oplægsholderne være eksperter på deres områder, som dækker viden fra graviditeten til voksenalder. Årets Sundhedsplejerske offentliggøres under middagen den 1. maj, hvor Formanden for DSR, Grete Christensen, vil overrække prisen. Generalforsamlingen for medlemmer afholdes den 1. maj kl 16.15.
Det Nordiske Samarbejde
Dorte Fischer og Susanne Rank Lücke
Det Nordiske Samarbejde (NoSB) Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker er repræsenteret i NoSB styregruppen (Nordisk samarbejde for sygeplejersker og sundhedsplejersker, der arbejder med børn, ungdom og deres familier)
Formålet med NoSB er at give kundskaber og øge kvalifikationsniveauet for sundhedsplejersker og sygeplejersker, der arbejder inden for forebyggelse, sundhedsfremme og behandling af børn og unge og deres familier. Samarbejdet er et forum for faglig diskussion på det sundhedsfremmende og forebyggende område.
Det Nordisk samarbejde for sygeplejersker og sundhedsplejersker, der arbejder med børn og unge har nu eksisteret i godt 20 år. Sverige tog initiativet dengang og oprettede bestyrelsen NoSB. NoSB holder samarbejdsmøde hvert år, i forbindelse med en planlagt konference i værtslandet. NoSB består aktuelt af repræsentanter fra Norge, Sverige, Island, Færøerne og Danmark.
Til vore årlige samarbejdsmøder har hver forening forberedt en skriftligt beretning med begivenheder og aktiviteter der er aktuelle dette år. Ved mødet gives mulighed for spørgsmål og uddybning. Der udover drøftes et fagligt tema der går på tværs af vore fag.
Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker og Fagligt Selskab for sygeplejersker der arbejder med børn og unge var i 2016 værter for samarbejdsmødet, der blev afholdt d. 16.& 17. september på Hotel Legoland, Billund. Ved mødet i Billund var emnerne bl.a.Asylansøger, uledsagede børn og integration af flygtninge, obstipation og skolernes toiletforhold, sundhedsplejerske på tværs, ufrivillig fastholdelse af børn ved smertefulde procedure. God inspiration tages med hjem til det Faglige Selskab og kan bruges der – f.eks. til artikler i fagbladet Sundhedsplejersken eller på hjemmesiden. Følg de Nordiske landes arbejde og efterspørg viden, find nyttige links – på Facebookgruppen ”NoSB – Nordic coorperation for nurses working with children”
Konferencen ”Unga in i Norden – psykisk hälse, arbete och utbildning” hvor der blev diskuteret hvordan unge har det og hvad samfundet må investere for at forbedre deres sundhed generelt samt deres muligheder i uddannelsessystemerne. Dette var afslutningen på et nordisk projekt, der havde været i gang siden 2014.
Internationalt samarbejde – School Nurses international og andet
Christina Lindhardt, Susanne Hede og Susanne Rank Lücke.
Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker arrangerede den internationale konference på vegne af GNPHN organisationen. I denne komite sidder der repræsentanter for Kenya, England, USA, Irland og Norge.
Den 19-21 september 2016 var Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker altså vært ved GNPHN2016 – den internationale konference for Public Health Nurses på Hotel Legoland i Billund..
Der er hovedtalere fra nationale og internationale sammenhænge, alle med tilknytning til sygepleje og sundhedspleje. Formand for DSR Grete Christensen deltager som hovedtaler. Der var omkring 20 abstrakt og vi havde 125 deltagere ved konferencen.
Deltagelse i CHPVH-konferencen i Telford, England. Her var der et bredt program, hvor to fuldpakkede dage kunne sammensættes med fokus på børn, unge og deres familier. Prænatal psykisk sundhed, forældreskab, skoleelevers sundhed og ikke mindst den udøvende praktikers velbefindende blev berørt. Der er også i England stor bevågenhed overfor stress og følelsen af utilstrækkelighed på dagsordenen.
Repræsentation
I oktober var vi repræsenteret til den officielle afslutning på EU-projektet ”Together” i Odense, hvor både samarbejdspartnere, der har været involveret i projektet gennem det sidste år samt de gravide og nybagte mødre deltog i. En inspirerende afslutning på et projekt, der forhåbentlig vil kunne implementeres i kommunen.
Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker var med ved lanceringen af Egmontrapporten i Egmonthuset i København og deltog i en paneldebat sammen med Agi Csonka, formand for Rådet for Børns Læring, Vibe Klarup Voetmann, formand for Frivilligrådet og Jan Kirkegaard, formand for PPR-cheferne. Rapportens titel var: ”En bedre start. Livsduelighed hos de allermindste”. Temaet i paneldebatten var: ”Lad os bryde den negative sociale arv tidligt – og sammen”. I debatten blev stillet skarpt på graviditetsbesøget, hjemmebesøgene, besøg mellem 1 år og skolestart samt vidensdeling på tværs af kommuner.
Kriminalitetsforebyggelse Tidligere repræsentant Hanne Dam fra Frederiksberg Kommune har gennem en lang årrække varetaget denne funktion med stor ildhu og vedholdenhed. Bestyrelsen har kontakt til en mulig repræsentant – som vi håber bliver aktuelt.
Bestyrelsen er aktiv i Småbørnsalliancen dannet af Tænketanken DEA og Egmont Fonden. Baggrunden for at starte Småbørnsalliancen er flere nationale og internationale undersøgelser som peger på, at det er nødvendigt at sætte tidligt ind i et barns liv, hvis vi skal blive bedre til at bryde den negative sociale arv. Det er intentionen at arbejde skal munde ud i et ti punkts forslag til forbedring af samarbejdet og sætte nye og blivende dagsordener for små børns læring og livsduelighed , styrke det tværsektorielle samarbejde og involveringen af civilsamfundet samt bidrage med ny viden og sprede den viden, vi har . Deltaget i følgegruppe ”sund med sms” Som skal undersøge og forsøge at ændre unges kostvaner indenfor specifikke områder.
Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker var med i en tværfaglig arbejdsgruppe for at revidere ”Sunde børn i et nyt land”. Den er nu udkommet på 5 sprog og kan rekvireres gratis hos komiteen for Sundhedsoplysninger.
I anledning af København, var vært for verdens største globale konference : Women deliver, producerede DSR en lille film , som beskriver hvad vi i Danmark gør for at mødre og deres børn overlever og trives. Her medvirker en sundhedsplejerske og fortæller om vores fagområde og mødet med familien. Filmen ligger på Youtube https://www.youtube.com/watch?v=0TsMdaMxY_A
Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker er repræsenteret i arbejdsgruppen, der planlægger den ”Nordiske ammekonference” i Danmark 2019.
Deltaget i konference på Christiansborg om: Forebyggelse af vi psykisk sygdom hos børn og unge samt en høring om :Hygiejne herunder MRSA forholdsregler.
Med venlig hilsen
Bestyrelsen for Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker.