Når børn er overvægtige, har vi en stærk tendens til at fokusere på vægten og udråbe den som problemet. Ikke sjældent bliver børnene sat på slankekur. Selvom nyere forskning tyder på, at slankekure ikke virker på den lange bane, er der alligevel en udbredt tendens blandt både befolkningen og fagfolk til at mene, at overvægt skal behandles med vægttab.
Overvægt hænger ud over kalorier sammen med genetiske, sociale, kulturelle og psykologiske faktorer, men når vi som fagfolk fokuserer på børns (og voksnes) overvægt ved at sige til dem, at de skal tabe sig, så kan vi meget let give dem en oplevelse af at være forkerte. Så når vi sætter børn på slankekur, forventer vi, at de gør noget, der ikke virker, og vi kan samtidig risikere at forstyrre deres forhold til mad og krop, hvilket kan føre til en spiseforstyrrelse.
Forskning viser desuden, at overvægt og fedme kan være en reaktion på usikkerhed af social eller psykologisk karakter, og at social ulighed og samfundsmæssig tryghed er helt afgørende faktorer: Jo mere, den enkelte er overladt til sig selv, jo mere usikkerhed, jo mere fedme.
Overvægtige børn er i stor risiko for også at være overvægtige som voksne, og de har en øget risiko for at få en spiseforstyrrelse, da overvægt er en risikofaktor herfor. Overvægt kan desuden være et symptom på BED/ tvangsoverspisning, der er kendetegnet ved hyppige, tilbagevendende overspisninger, hvor der på relativt kort tid spises en usædvanlig stor mængde mad. Overspisninger er forbundet med kontroltab og efterfølges oftest af skyld- og skamfølelser.
Det er derfor helt centralt, at fagpersoner ikke alene har fokus på overvægten, men også på, om der er en bagvedliggende spiseforstyrrelsesproblematik. Hvis det er en spiseforstyrrelse, er det meget vigtigt, at den ramte ikke sættes på slankekur, men derimod bliver henvist til et relevant og specialiseret behandlingstilbud for spiseforstyrrelser, da slankekure fastholder og forværrer spiseforstyrrelsen.