Spring til hovedindhold

Far for livet

Forfatter: Maria-Louise Bergmann, leder af sundhedsplejen i Tønder

En konference om viden og redskaber til arbejdet med fædre og deres børn.

En konference, der overordnet gav en synlighed om den fortsatte ulighed, der foregår ift. fædre. Konferencen og de mange forskelligartede indlæg var en øjenåbner for, at det ikke kun er i vores daglige arbejde i familierne, at vi ikke altid formår at inddrage fædrene, selvom vi prøver. Det er i tale og i skrift, det er i regionale aftaler, i pjecer der udarbejdes, i frivillige tilbud og i vores mangel på samme til fædrene.

Fædrene skal synliggøres og bevidstgøres om deres unægtelig vigtige rolle i familien, og vi skal som sundhedspersonale bevidstgøres om vores grundlæggende opgave i at få fædrene med og få italesat deres rolle og inviteret dem med i fællesskabet om barnet. Vi skal anvende den viden og de redskaber, der er, og få fædrene på dagsordenen!

Jeg var så heldig at få lov til på dagen at være med til to verdenspremiere, der er en god hjælp til forældrene og de fagprofessionelle i netop at få fædrene inddraget.

Verdenspremierer på ny hjemmeside farforlivet.dk

www.farforlivet.dk

Jeg kan kun varmt anbefale, at man som fagperson, der har med kommende forældre, nybagte forældre eller blot forældre med børn i relevant aldersklasse, at gøre, bør kende, henvise til og benytte sig af denne hjemmeside.

Siden giver mange gode guidninger til far men bestemt også til alle os, der omgiver os med fædrene. Siden er med til at sætte fokus på far, fars rolle og vigtigheden af, at vi også som fagfolk får synliggjort, naturliggjort og italesat fars afgørende rolle for hele familiens trivsel. At vi bliver meget mere bevidste om vores rolle ift. at give far plads, mulighed, lyst og følelsen af at være inviteret med i fællesskabet omkring graviditet, fødsel og forældreskab, og at vi gør det igennem vores handlinger, tale og vores fremstilling af materialer, ordvalg og i vores fælles møder med familierne.

Med en hjemmeside, der er tilegnet fædrene og med fokus herpå, har ønsket været, at fædrene mere konkret kunne forholde sig til det, man som fædre oftest efterspørger. Målgruppen er de kommende fædre og fædre med børn i alderen 0-6 år.

Der er i forvejen forskellige portaler og hjemmesider og efterhånden en del bøger henvendt til far. Men farforlivet.dk har et meget specifikt fokus og en hjemmeside, der konkret er udarbejdet til far, med de spørgsmål der er relevante for en far og i et sprog og med en grafisk fremstilling, der henvender sig til far.

Siden er helt praktisk inddelt i 3 overordnede emner: Til far, aktiviteter og viden.

Under far fanen er der en masse god viden til far om, hvad han aktivt kan gøre i graviditeten, hvordan kan han hjælpe under fødslen, hans rolle ift. jordemoder, læge og sundhedsplejerske. Hvordan kan han være sammen med sit helt nyfødte barn, pleje parforholdet, komme igennem kriser, hvor kan far få støtte, der er viden om farrollen/identiteten/usikkerheden, fars mentale helbred, aktiviteter/inspiration og konkrete tilbud i de forskellige kommuner.

For hver gang far har klikket sig ind på et emne, kommer der i bunden forslag til relaterede emner, som kan guide far ift. relevant læsning i den periode.

Under viden kan man som fagperson finde bøger, artikler og rapporter relateret til fædre. For eksempel omhandlende fædres barsel, amning, familieliv, fødselsdepressioner og praksis omkring arbejdet med fædre. Herunder findes også den næste verdenspremiere.

Verdenspremiere på Forældre sammen – en brugsbog til forældre

Udarbejdet af Forum for Mænds Sundhed i projekt ’Far for Livet’ under medvirken af bl.a. Svend Aage Madsen, Tobias Siiger Prentow og Mie Møller Nielsen.

Bogen er lavet for at hjælpe forældre til at få snakket om de spørgsmål, der kan være relevante at drøfte, før barnet er født. Den er tænkt som et redskab til at forberede sig psykisk godt til forældreskabet og derigennem muligvis forebygge fødselsdepression hos nogle mødre og fædre.

Bogen er bygget op ud fra antal uger i graviditeten, og det er muligt for forældrene at springe frem til de uger, der er relevante for dem, men naturligvis også at dykke ned i de tidligere spørgsmål. Hver side er inddelt, så der er plads til en ”hendes besvarelse” og ”hans besvarelse” og der lægges op til, at man svarer uge for uge, hvis man har et svar.

Bogen spørger ind til mange interessante emner som eksempelvis de kommende forældres forhold til egne forældre, deres tanker om deres partner som forældre, deres forventninger til forældreskabet, deres tanker om sig selv som forældre, ændringer i parforholdet, forholdet til de professionelle, tanker om barsel osv.

Desuden er der under hver uge beskrevet barnets udvikling, så forældrene begge bliver mere bevidste om barnets udvikling i maven.

Bogen er et godt dialogredskab til kommende forældre og er uden tvivl nyttigt for de forældre, der får anvendt bogen, som den er tiltænkt, om ikke andet skaber den rum for refleksion.

Bogen kan hentes gratis som pdf på siden under materialer til fagfolk eller her: www.farforlivet.dk/wp-content/uploads/2019/05/Parforberedelse.pdf