Der bliver talt meget om børns skærmvaner og konsekvenserne heraf, men hvad med de voksne og deres skærmbrug? Det besluttede de to studerende, Mie Kjær Hansen og Mathias Lindrum Schmidt, sig for at kigge nærmere på i deres afsluttende bachelorprojekt på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Dette resulterede i konceptet ’Far, mor & mobil,’ der giver forældrene redskaber til at håndtere deres mobilbrug, når de er sammen med deres spædbarn.
Projektet tager udgangspunkt i både kvalitativ og kvantitativ metode og er afgrænset til en konkret målgruppe; førstegangsforældre til børn på under et år. Denne artikels formål er at fortælle om baggrunden for det udviklede koncept samt forældrenes oplevelser, som konceptet bygger på.
Projektet bygger på en række interviews med førstegangsforældre eller kommende førstegangsforældre, hvor de blev spurgt ind til deres mobilbrug og holdning dertil, deres viden om konsekvenserne og generelle forventninger til forældrelivet. Der tegnede sig hurtigt et klart billede af, at forældrene kendte konsekvenserne ved mobilbrug i samvær med deres spædbarn, men at det er svært at ændre mobilvaner uden den rette hjælp. Dette hænger godt sammen med, at mobilbrug hører ind under de ubevidste handlinger, der er styret af underbevidstheden. Det forklarer Jannick Brennum, der er hjernekirurg og overlæge på Rigshospitalet (Helsborg, 2017). For at føre de gode intentioner ud i livet om gode mobilvaner i samvær med spædbørn kræver det altså redskaber til at ændre vanerne og derefter holde dem ved lige.
Som tidligere nævnt efterspørger de adspurgte forældre vejledning, men fra hvem? Svaret var klokkeklart: Nemlig sundhedspersonalet.
De interviewede forældre har et positivt syn på sundhedsplejersker og jordemødre, ligesom de er blandt de mest troværdige faggrupper i Danmark (Radius, 2018). Et citat fra en forælder lyder således:
Jeg vil helst have rådgivning Fra sundhedsplejersker. De er Fagpersoner og har viden om, Hvilken betydning mobilbrug kan Have. De er autoriteter, så det, de Siger, stoler jeg per automatik på
Citat fra forælder
På den baggrund var det naturligt at udforme konceptet, så sundhedsplejerskerne (og jordemødrene) kunne bruge det i deres hverdag.
Konceptets hjørnesten tager udgangspunkt i en Bevidsthedsboks. En fysisk boks, der indeholder øvelser, gode råd, dialogkort samt information om vigtigheden af nærvær mellem barn og forældre, og hvordan det kan forstyrres af mobilen. Hensigten med boksen er at give forældrene konkrete værktøjer til øget refleksion over deres mobilbrug i hverdagen. Derudover er idéen, at boksen kan udleveres ved sundhedsplejerskebesøg, jordemoderbesøg eller fødselsforberedelse afhængig af, hvornår det giver mening for de enkelte forældre.
Der følger mange bekymringer med det at blive forælder i dagens Danmark. Derfor har dette koncept været meget opmærksom på ikke at skulle bidrage med endnu flere forventninger eller bekymringer for førstegangsforældrene. Det betyder, at der ikke bliver opstillet noget rigtigt eller forkert, ligesom konceptet heller ikke fortæller forældrene, at de er ’dårligere forældre’, hvis de bruger meget tid på deres mobil, når de er sammen med deres spædbarn. Konceptets redskaber skal ses som en form for ’frivillig selvhjælp’, hvor ambitionen er, at forældrene selv har lyst til at gøre noget ved deres mobilbrug, hvis de eller sundhedsplejersken opfatter deres mobilbrug som et problem i forhold til nærværet mellem barn og forældre.
Mie Kjær Hansen og Mathias Lindrum Schmidt er netop uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole med en professionsbachelor i Kommunikation. Deres afsluttende bachelorprojekt havde til formål at øge førstegangsforældres bevidsthed i forhold til deres mobil-brug, når de er sammen med deres spædbarn. Undervejs har de haft en god og kontinuerlig dialog med Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker, som både har bidraget med unik viden og indsigt på området samt test af kommunikationsprodukter, som udgør konceptet ’Far, mor & mobil.’
Kildare, Cory A. & Middlemiss, Wendy: Impact of parents mobile device use on parent-child interaction: A literature review, 2017. ScienceDirect. www.science-direct.com/science/article/pii/S0 747563217303722?fbclid=IwAR0gj4sOUntQeOo 5H3Ao-aPDh40VD63k1x64SVEOne5eVSpjkbUFC02QQtQ
Helsborg, Thomas (DR): Hjerneekspert: Din underbevidsthed lokker dig på mobiltelefonen, 2017. www.dr.dk/levnu/psykologi/hjerneekspert-din-underbevidsthed-lokker-dig-paa-mobiltelefonen
Radius: Troværdighedsanalyse 2018: Jordemødrene er Danmarks mest troværdige faggrup-pe – igen, 2018. www.radiuscph.dk/trovaerdighedsanalyse-2018-jordemoedrene-er-danmarks-mest-trovaerdige-faggruppe-igen/