Kunsten at være en sammenbragt familie – Sundhedsplejerskers møde med det sammenbragte

Det følelsesmæssige kaos, mange par oplever i etablering af den sammenbragte familie med dine, mine og vores børn.

Sundhedsplejersker møder mange nybagte forældre og par, der udover varetagelsen af forældrerollen og deres baby står midt i skabelsen og etableringen af deres familie.

Tal fra Danmarks Statistik tegner et meget klart billede af en næsten ligelig fordeling mellem ægteskaber, der holder og ægteskaber, der opløses og derved ender i skilsmisse. Dette betyder, at rigtig mange par bliver par i sammenbragte familier, og at rigtigt mange børn bliver født ind i eller senere bliver en del af en sammenbragt familie. Der har ikke været meget fokus på, hvad en sammenbragt familie egentlig er, og mange tænker, at det ’bare’ er som en kernefamilie, hvor der lige er et par børn med fra tidligere forhold.

Mange voksne bliver overraskede over deres egne følelsesmæssige reaktioner, når de bliver medlem af en sammenbragt familie.

Den forventning, de havde til det at blive en familie, er helt og aldeles anderledes end det, de reelt oplever og føler. Dette kan for mange skabe oplevelsen af et følelsesmæssigt kaos.

Udover at være nybagte forældre er det måske også et ny-etablereret parforhold, og de står i noget, som, de ikke kan forstå, bliver ved med at være så svært. Mange kan ikke forstå eller se, hvad det er, der gør, at det er svært.

Det er jo bare børn. Jeg kan godt lide børn – hvad er problemet? Vi elsker hinanden – hvorfor er det så svært?

Rigtig mange får følelsen af, at de er forkerte, at de reagerer forkert, at der er noget, der er galt – og hvad end de gør, opleves det hele (dem, parforholdet og familien) som en stor fiasko. Dette er meget slidsomt for kvinden, manden, parforholdet og familien.

Parret kan på den ene side opleve, at de er rigtig glade for hinanden, og at det hele fungerer rigtigt godt, når det bare er de to som par. De vil gerne hinanden. Men lige så snart børnene fra tidligere forhold træder ind på matriklen, sker der noget i hele dynamikken mellem dem, så de i stedet for at være samarbejdspartnere bliver hinandens modspillere. Det opleves som et følelsesmæssigt kaos, der gør, at mange til sidst føler sig handlingslammede.

Det er slidsomt for nybagte mødre og fædre og som en nyetableret sammenbragt familie.

I dag er parforholdet ikke længere en social nødvendighed i vores samfund, men et følelsesmæssigt valg. At indgå et ægteskab eller et samliv er ikke en livsforsikring eller et livsvalg, men noget, der vælges og kan vælges om livet igennem – præcis som vi gør det med så meget andet. Det er ikke til døden os skiller mere, men så længe kærligheden varer.

Par i sammenbragte familier starter, som i alle andre parforhold, med en forelskelse og altså det følelsesmæssige valg. Ofte er det med, at der er børn med fra tidligere forhold blot noget, der bliver i periferien, for hvor svært kan det egentlig være, tænker de fleste – ’jeg kan jo godt li’ børn.’

Mange par oplever også et endnu større pres på deres parforhold/ familien, for det SKAL lykkes – de har jo allerede oplevet en skilsmisse, så denne gang SKAL det lykkes. Derfor kommer der også ofte en brat opvågning, når hverdagen melder sig.

For mange bliver det desværre endnu en fiasko-oplevelse. Ifølge Danmarks Statistik er opløsning af andengangs ægteskaber næsten helt oppe på 70 %.

I den sammenbragte familie er der en følelsesmæssig forskel på egne børn og andres børn. Lige så vel som der er en følelsesmæssig forskel på egne forældre og andre voksne.

Der er ingen rollemodeller, som man som voksen kan læne sig op ad. Der findes kun rollemodeller fra kernefamilien, så når man ikke er en far eller mor, hvad er man så?

Der findes ingen ord i vores sprogbrug, som ikke er utrolig værdiladet for det, som man bliver som et voksent medlem af en sammenbragt familie, når man ikke er mor eller far. Du kan enten kalde dig bonus-, pap-, plastik-, stedmor eller -far – alle sammen meget værdigladede ord. Du kan f.eks. starte med at være den overskudsagtige bonusforældre og ende op med at være den iskolde og manipulerende onde stedforældre, der helst så barnet fra tidligere forhold forsvinde.

Et felt, hvor der mangler rollemodeller, som kan være med til at skabe eller guide og give et mere realistisk billede af ’how to do.’

Det er stadig et stort tabu reelt at snakke om, hvordan man oplever det at have med andres børn at gøre. Mange deler ikke deres følelsesmæssige oplevelser omkring det at blive medlem af en sammenbragt familie.

De følelser, som mange oplever ved at blive voksen i en sammenbragt familie, bliver ofte set på som ’forkerte’ og ’farlige’ – eller som en trussel mod det at blive og være en familie. Dem, der oplever disse ’forkerte’ følelser, bliver meget hurtigt dem, der har og er problemet.

Sted-, pap-, plastik-, bonus-faren eller sted-, pap-, plastik-, bonus-moren

Næsten alle voksne, der er kærester med en, der har børn med fra tidligere forhold, kan genkende følelser som:

• At være jaloux på et barn
• At føle sig udenfor
• At være i konkurrence med den anden biologiske forældre af samme køn
• At føle sig uden værdi og stemme i sin egen familie
• At ikke ville havde noget at gøre med partnerens børn fra tidligere forhold
• At føle sig som to familier i en familie
• At føle afsky overfor partnerens børn
• At føle sig invaderet, når børnene er på samvær
• Kvalme, ubehag i kroppen, når børn er på samvær
• Stresssymptomer, når børn er på samvær
• Næsten ikke at kunne udholde samarbejdet med børnenes anden forældre

Ofte er limen i en sammenbragt familie, der holder medlemmerne sammen, IKKE kærlighed!

Men mange tager det for givet, at det er det, der kræves, og som skal være tilstede for at kunne være en familie sammen.

De voksne elsker hinanden – og det er det, der bringer familien sammen – derved ordet sammenbragt. De voksne, der bliver bragt sammen med børn, der ikke er deres egne samt de børn, der bliver bragt sammen med voksne, der ikke er deres forældre – de elsker som udgangspunkt ikke hinanden, men de skal meget gerne lære at leve sammen på en ordentlig og respektfuld måde.

Det er denne respektfulde måde, de voksne sammen – som par – skal finde ud af!

Ved denne generelle manglende af viden omkring, hvad en sammenbragt familie er – og manglende viden omkring den sammenbragte families vilkår, kommer par ofte til at skabe en dysfunktionel familiestruktur. Hvor børn får mere magt, end børn har godt af, og voksne får mindre magt, end voksne har godt af – i en familie.

(Eks. far vil gerne have, at Peter (søn) er glad for, at far flytter sammen med Pernille. Derfor spørger han Peter om, hvilket værelse han helst vil have i det nye hus. Far laver derved en aftale med Peter, førend at havde aftalt noget med Pernille. Pernille føler sig tilsidesat og oplever, at Peter skal godkende alt, før det kan blive til noget. Far gør det for at gøre Peter glad, han føler skyld over, at skilsmissen var slem for Peter. Far og Peter bliver hermed mere loyale overfor hinanden – end far og Pernille, de voksne, er. Dette skaber afstand mellem Pernille og Peter og mellem Pernille og far. Far og Pernille bliver ikke de voksne som ’bestemmer,’ og Peter får givet en position og magt af far, der ikke gavner Peter).

En sammenbragt familie kan have mange ansigter udadtil:

• Begge har børn med fra tidligere forhold
• Den ene har børn med fra tidligere forhold
• Begge har børn med fra tidligere forhold – og de får fællesbarn
• Den ene har børn med fra tidligere forhold – og de får fællesbarn

Disse familier kan bo sammen eller bo hver for sig.

Altså fire meget forskellige måder, der selvfølgelig skaber meget forskellige problemstillinger og individuelle vilkår. Men grundproblematikken er den samme for alle fire modeller.

Parret i alle fire modeller bliver nødt til at forholde sig til, at de IKKE er en kernefamilie og heller aldrig bliver det! En sammenbragt familie er en familieform, der er helt anderledes, og adskiller sig væsentligt fra en kernefamilie, da den har helt andre vilkår.

Den sammenbragte families vilkår:

• Forældre-/ barn relationen var der før kæresterelationen
  Det vil sige, at forældre og barn var der før, at kæresten kom ind i billedet og derved har udviklet et ’sprog’ sammen – en måde at være sammen på. De har en historie sammen, de har skabt vaner og traditioner, som kæresten ikke har været med til at udvikle – og som kæresten er udenfor.
• Der er en biologisk forælder uden for familien, som ofte har en eller anden indflydelse på familien. Man skal derfor have et samarbejde med barnets anden forældre dvs., at en anden voksen (partners gamle kæreste) har meget stor indflydelse på ens eget familieliv.
• Barnet er medlem af to familier – der er en omskiftlighed i ens familie afhængig af, hvornår børnene er på samvær. Den ene uge kan man være dig og mig og vi to. Mens i den anden uge kan man være to voksne og måske fem børn. Mange planlægger ud fra, hvornår de har børn, og hvornår de har ’fri’ – vi har allerede ord i vores ordforåd som ’Børnefri-uger’ ’Børne-uger’. Arbejdsliv og andet voksenliv bliver planlagt ud fra, hvornår man har børn, og hvornår man ikke har. Kæreste-tid bliver måske også planlagt ud fra dette.
• De nye relationer er ikke givne, men skal skabes. Relationen mellem børn og anden voksen (to parter, der ikke har valgt hinanden) skal udvikles og skabes. Særligt ved manglende ’velsignelse’ fra evt. begge biologiske forældre kan den være svær at udvikle. Relationsarbejde tager tid og indsats. Mange har store forventninger til denne relation, da både parforholdet og den sammenbragte familie kan være ’på spil.’ Det skaber et kæmpe pres på relationen og kan skabe urealistiske forventninger til, hvad denne relation egentlig skal kunne. De biologiske forældres konfliktniveau og skilsmissens konsekvenser spiller en væsentlig rolle i forhold til, om barnet og den anden voksne kan arbejde på at udvikle deres forhold og relation (E. Visher/ J.Visher 1988).

De fire vilkår viser, hvor meget den sammenbragte familie adskiller sig fra den familieform, vi kender – kernefamilien.

Vilkår er jo ikke noget, du kan løse eller ændre på, men noget du bliver nødt til at forholde dig til. Så bare det, at parret kender deres vilkår, kan give dem en mulighed for at forholde sig til disse, og det kan gøre en kæmpe forskel. De er ikke forkerte, men det, de står midt i at skulle etablere, er ikke en kernefamilie. En bevidsthed om dette kan være med til at sikre en ordentlig og respektfuld måde at leve sammen på i forhold til det, man er – en sammenbragt familie.

Man kan godt opføre sig ordentligt – godt og respektfuldt uden at elske! Man kan og skal ikke afkræve nogle at elske nogle.

Hvis man som voksen ikke ’må få’ en rolle som voksen i familien, bliver det svært at agere voksen i den sammenhæng.

Hvis man som barn ikke ’må få’ rollen som barn, bliver det svært at agere som et barn i den sammenhæng.