Kampagnen ‘Styr på skærm’ målretter sig blandt andet småbørnsfamilier og kan støtte forældrene i at forholde sig til deres eget og deres børns brug af skærm. Kampagnen udspringer af, at der gennem de senere år er kommet et stigende fokus på vores øgede brug af skærme som telefon og tablet. Der er bl.a. fokus på, hvilken betydning skærmene har for den måde, vi er sammen på, fordi vores telefoner og tablets er blevet en naturlig del af hverdagslivet i mange børnefamilier. Her kan forældre være usikre på, om barnets brug af skærm er uhensigtsmæssigt for barnet.
Kampagnen indeholder konkrete anbefalinger til forældre. Anbefalingerne formidles bl.a. i foldere, der sendes ud til alle landets kommuner samt ved hjælp af korte film. Filmene tager afsæt i det hverdagsliv, mange småbørnsforældre befinder sig i, og de er gjort nemme at afspille, så de kan ses sammen med forældre under sundhedsplejerskens besøg, når det er relevant.
Filmene har særligt fokus på at hjælpe forældre med at forstå de udfordringer, et højt skærmbrug kan medføre og give forældre konkrete handleanvisninger til at reducere skærmbrug for i stedet at styrke bevægelse og samvær med barnet. Det er vigtigt, at der ikke placeres en dårlig samvittighed hos forældrene, men at de i stedet bliver støttet til at reflektere og handle sig ud af eventuelle uhensigtsmæssige vaner. Her kan man dog også huske på, at samvær og nærvær også indimellem kan være at være sammen om en aktivitet, der foregår på skærmen.
En del af kampagnens budskab er, at forældre er rollemodeller for deres børn, da børn ofte gør som deres forældre. Derfor kan forældre med fordel se på deres egne vaner og eget forbrug, når der skal opbygges gode vaner for brug af skærm i en børnefamilie.
Ikke fordi brug af skærm i sig selv behøver at være problematisk, men et uhensigtsmæssigt højt forbrug kan potentielt svække kontakten og kommunikationen mellem forældre og barn. Her er det vigtigt, at der også er plads til samvær, nærvær, tæt kontakt og andre sundhedsfremmende aktiviteter i børnenes hverdag.
Selvom brug af skærme kan have mange positive effekter, er det vigtigt også at have blik for udfordringerne forbundet med brugen.
Et højt skærmbrug kan eksempelvis forskyde andre fællesskabs- og sundhedsfremmende aktiviteter, der kan have betydning for både børn og forældres sundhed og trivsel.
Børns bevægelse og motoriske udvikling styrker barnets indlæringsevne og trivsel, giver barnet en højere stresstærskel og forebygger sygdomme såsom hjerte-karsygdomme og type 2-diabetes senere i livet.
Samtidig er samvær som interaktion med andre børn eller med ens forældre også af stor betydning for barnets udvikling og trivsel.
Derfor er det vigtigt med en opmærksomhed på at skabe en god balance for børns brug af skærm, hvor barnet i løbet af dagen har rig mulighed for at bevæge sig og sanse på aktivitetstæppet på gulvet, og hvor aftensmaden nydes sammen uden brug af skærme, og hvor godnat-læsningen prioriteres, inden barnet puttes i sin seng.
Sundhedsstyrelsen gennemfører kampagnen ‘Styr på Skærm’ midt april måned med en række kommunikative indsatser på nationalt niveau og formidling af anbefalingerne for brug af skærm på lokalt niveau.
Kommunernes ledende sundhedsplejersker vil i den forbindelse modtage digitalt materiale og trykte versioner af foldere mm.