Spring til hovedindhold

Nyt tilbud til småbørns-familier med rusmiddel-problemer

Forfatter: Nanna Lehrmann, Kommunikationskonsulent, Center for Unge og Rusmidler, Københavns Kommune

Fotograf: Lyng Bredesen, Rozbeh Savari

Når forældre til småbørn har haft eller har problemer med rusmidler, er det vigtigt, at de får den hjælp, de har brug for. Familieværkstedet København tilbyder forløb for gravide og for familier med børn i alderen 0-5 år.

Hvis man som sundhedsplejerske har mistanke om, at kommende eller nybagte forældre har rusmiddelproblemer tæt inde på livet, kan man nu henvise dem til et nyt tilbud hos Familieværkstedet København.

  • Vi ved, at der er mange nybagte forældre, der har svært ved at overskue deres hverdag, fordi de har været eller er afhængige af rusmidler. Hvad enten det er begge forældre eller kun den ene, så kan forældrene få sværere ved at varetage omsorgen og være følelsesmæssigt tilgængelige for barnet, siger Lone Kjærsholt, familiekonsulent i Familieværkstedet.

Familieværkstedet består af to familiekonsulenter og en psykolog og tilbyder et 14-ugers kursus med særligt fokus på børnenes udvikling og trivsel. Hvert forløb tilpasses det enkelte barn, som, afhængigt af alder, får tilbudt spædbarnssamtaler, legeterapi eller børnesamtaler. Forældrene får tilbudt forældresamtaler, hvor fokus er på familiens hverdag, rutiner og struktur.

Motivér eller hjælp forældrene med at søge hjælp

Det kan ofte være svært at vurdere om et forbrug af rusmidler er et misbrug, og det er derfor svært at vide, hvornår man skal gribe ind.

  • Et forbrug af rusmidler er et problem, når det påvirker evnen til at være forælder, og der skal faktisk ikke så meget til før, børn kan mærke på deres forældre, at noget er galt, siger Lone Kjærsholt.

Selvom moderen ikke selv er påvirket, så påvirkes barnet af den stress og belastning, som hun føler, enten fordi hun er stoppet med rusmidler eller fordi, hun lever med en partner, der har et problematisk forbrug.

  • Som professionel vil man nødig ødelægge relationen til forældrene, så vi forstår godt, at det er rigtig svært, at spørge ind til rusmidler. Men fordi kurset har fokus på barnet frem for misbruget, kan det være en lettere indgang for forældrene til at begynde at arbejde med familielivet, siger Lone Kjærsholt.

Hun håber, at professionelle omkring børnene vil være opmærksomme og motivere forældre til at søge hjælp, hvis rusmiddelproblemer påvirker familielivet. Fordi en tidlig hjælp og støtte kan gøre en stor forskel for barnets udvikling.