Spring til hovedindhold

Samarbejde mellem nordjyske sundhedsplejersker og jordemødre

Forfatter: Ledende sundhedsplejerske Lene Skjelbo og sundhedsplejerske Tina Gaarden Geertsen, Hjørring Kommune

Fotograf: Privat & Adobe Stock

En screening af alle gravide tidligt i graviditeten giver nordjyske sundhedsplejersker og jordemødre mulighed for at målrette den tidlige forebyggende indsats ift. sårbare gravide og deres familier. Et tæt tværfagligt og tværsektorielt samarbejde betyder, at de to faggrupper kan koordinere deres arbejde i en fælles forebyggende indsats til gavn for sårbare og udsatte gravide. Det er der store sundhedsmæssige og økonomiske fordele i.

Samtidig har det øget arbejdsglæden hos både sundhedsplejersker og jordemødre.

Fra 1. november 2017 bliver en tidlig screeningsamtale en fast del af svangreomsorgen i hele Region Nordjylland.

Ud med parallelsystemer og overlap. Ind med koordinering og fælles indsats.

Sundhedsplejersker fra Hjørring Kommune og jordemødre fra Regionshospital Nordjylland, Hjørring har i flere år øvet sig i at samle kræfterne til gavn for de nordjyske gravide. Siden 2013 har de to faggrupper nemlig deltaget i projekt ”Kom godt i gang” (KGI)*, som er et 4-årigt tværsektorielt satspuljeprojekt. Målet med projektet var at opspore udsatte gravide familier tidligt i graviditeten, så der sættes ind med en tidlig forebyggende indsats. Metoden hertil var bl.a. en interviewguide, som jordemødrene anvendte, når de så de gravide og deres partnere i jordemoderkonsultation i 17. graviditetsuge, samt tilbud om opfølgende teamsamtaler med både sundhedsplejerske og jordemoder til de kommende forældre med særlige behov.

 

”Kom godt igang” ( KGI )

Projekt ”Kom godt i gang” var finansieret af midler fra satspulje 2013-2016. Målet var at opspore udsatte gravide og at gennemføre en målrettet indsats ved en tværfaglig og tværsektoriel indsats. Aktørerne i projektet var Regionshospital Nordjylland (jordemodercentret), Hjørring Kommune (sundhedsplejen) og Region Nordjylland.

En interviewguide blev udarbejdet til projektet, og denne blev brugt i en samtale mellem jordemoderen, den gravide og hendes partner i graviditetsuge 17. De udsatte gravide, der blev opsporet, blev visiteret til 5-6 teamsamtaler af halvanden time med sundhedsplejerske og jordemoderen. Den gravide fulgte fortsat det planlagte forløb hos jordemoder og læge.

Ved behov kunne sundhedsplejerske og jordemoder henvise parret til socialrådgiver, Station Victor, der er et behandlingstilbud til familier i Hjørring Kommune og til regionens Familieambulatorie. Station Victor tilbyder rådgivning, vejledning og terapi ved risiko for manglende tilknytning til det ventede barn og ved fødselsreaktion og depression.

En af fordelene med teamsamtalerne er at fastholde og motivere de kommende forældre, der er i så udsat en livssituation, at der er risiko for, at de ikke kan varetage barnets tarv. Mellem 3-5 % af alle gravide er så udsatte, at det vil være relevant med underretning til kommunen. Ca. 10 % af de gravide blev på baggrund af interviewet visiteret til teamsamtaler.

Jordemødre og sundhedsplejersker har gennemgået kursusforløb i kommunikation og motivation og i forståelse af brug af interviewguide og i sociallovgivning – herunder tidspunktet for underretning. Jo tidligere underretningen kommer ind, jo bedre resultater for familien.

 

Satspuljeprojektet er blevet evalueret og konklusionen er klar: KGI-Projektet har været en stor succes med både opsporing, rekruttering og fastholdelse af sårbare gravide, som er blevet tilbudt en individuel indsats i regionalt eller kommunalt regi. De gode erfaringer fra KGIprojektet i Hjørring har motiveret både de nordjyske kommuner og regionens politikere til at bevilge penge, så den tidlige screening nu bliver et fast tilbud til alle gravide i Region Nordjylland.

Derudover er der bevilget penge fra regionen og alle kommunerne til at udvide det opfølgende tilbud. Det betyder, at alle gravide i Region Nordjylland fra 1. november 2017 bliver tilbudt teamsamtale med udgangspunkt i interviewguiden i graviditetsuge 15-17.

 

Interviewguiden

Interviewguiden bliver brugt som et screeningsværktøj med det mål at opspore sårbare og udsatte gravide og deres partnere. Guiden er udarbejdet til projekt ’Kom godt i gang’ af jordemoder og master i læringsprocesser Jannicke Jensen. Interviewguiden er inddelt i fire hovedområder:

  • Spørgsmål til graviditeten
  • Spørgsmål til nutiden. Hvilke relationer og ressourcer har mor og far
  • Spørgsmål til fremtiden. Indre arbejdsmodel og refleksionsevne
  • Spørgsmål til fortiden. Ressourcer, erfaringer og netværk i forhold til håndtering af tidligere kriser/traumer.

Inden for hvert område, er der udarbejdet spørgsmål til støtte for jordemoderen ved visitationssamtalen.

Fælles retningslinjer sammen med individuel vurdering fastsætter hvem, der skal have tilbud om teamsamtale ved jordemoder og sundhedsplejerske. Ved første teamsamtale kan den gravide og hendes partner visiteres til yderligere støtte fx fra psykolog, socialrådgiver eller familieterapeut.

Interviewguiden er ikke specifik målrettet opsporing af tegn på depression. Det er imidlertid projektgruppens erfaring, at en væsentlig del af de kommende forældre med sådanne tegn også vil blive sporet. I Hjørring Kommune, hvor projektet blev gennemført, screener man ikke selvstændigt for depression i graviditeten og har ikke planer om at gøre det. Sundhedsplejerskerne i kommunen screener for depression hos både mor og far otte uger efter fødslen – et tilbud, der vil blive fortsat.

 

Alle nordjyske kommuner har valgt at udvide tilbuddet – Hjørring har valgt at udvide tilbuddet til at omfatte flere teamsamtaler samt internt samarbejde med eksempelvis socialrådgiver.

Ledende sundhedsplejerske og chefjordemoder baner sammen vejen for et godt tværsektorielt samarbejde

Lene Skjelbo, ledende sundhedsplejerske i Hjørring Kommune, har sammen med chefjordemoder Helle Høy Simonsen fra fødeafdelingen i Hjørring stået i spidsen for satspuljeprojektet.

”Vi ser det som en stor styrke, at vi ikke længere kører parallelsystemer mellem kommunens og regionens indsats. For fem år siden spottede vi ikke så mange socialt udsatte i graviditeten, som vi gør i dag. En tidlig forebyggende indsats hos sårbare gravide kan betale sig økonomisk. For eksempel er det behovsbaserede graviditetsbesøg af sundhedsplejersken i Hjørring Kommune nu afskaffet. Det betyder dog ikke, at sundhedsplejersken ikke kommer på banen i graviditeten. Af de ca. 10 % sårbare gravide, som screeningssamtalen opsporer, tilbydes opfølgende teamsamtale, hvor både en sundhedsplejerske og jordemoderen er til stede. Langt de fleste gravide tager imod tilbuddet om den uddybende samtale.

Det tætte tværfaglige tværsektorielle samarbejde mellem fødeafdelingen og kommunens sundhedspleje er en gevinst på flere måder”, fortæller Lene Skjelbo.

”Vi har fået en unik forståelse og indsigt i hinandens faglige felter. Vi går ind over hinandens områder, og det er rigtig fint, for det genererer ny viden om hele den sårbare gravides livssituation, som vi så kan handle forebyggende på, allerede tidligt i graviditeten”, siger Lene Skjelbo, der også tror på, at en tidlig opsporing af udsatte gravide vil vise sig som en sundhedsøkonomisk fordel.

”Vi ved fra forskningsbaserede undersøgelser(1), at det er de socialt og psykisk udsatte, der ofte føder for tidligt og får for små børn. Det kan vi være med til at modvirke med en tidlig indsats, og dermed spare mange penge”, siger hun. Sundhedsplejerskerne i Hjørring Kommune har desuden erfaret, at der er mindre behov for indsatser efter fødslen, fordi de udsatte gravide nu bliver spottet og hjulpet langt tidligere i forløbet, inden barnet kommer til verden.

God tid til teamsamtalen

Pia Møller, som er en af de sundhedsplejersker, der har været med i KGI-projektet helt fra starten, oplever, at det tværfaglige samarbejde med jordemødrene giver rigtig god mening for alle parter: ”Jordemødrene er ikke bare en samarbejdspartner, de er blevet mine gode og nære kollegaer, som i den grad har været med til at højne min faglighed, og samtidig sætte perspektiv på hele mit arbejdsfelt som sundhedsplejerske. Det er fantastisk at have en anden faggruppe som nære kollegaer og sparringspartnere, fordi vi sammen reflekterer over egen og fælles praksis i forhold til de kommende sårbare forældre.

Når vi sidder sammen til teamsamtalen med den gravide og hendes partner, så sker der noget, fordi vi er gode til at supplere hinanden fagligt. Vi kender hinanden og har arbejdet sammen i mange år efterhånden, derfor er det trygt og ufarligt. Ingen af os har patent på fx at snakke om amning eller graviditets-gener, og vi er ikke bange for at bevæge os ind over hinandens fagområder, og det tror jeg helt sikkert, at de kommende forældre mærker. Det er med til at få dem til at føle sig mere trygge.

Alle gravide har individuelle behov. Det er vores opgave i KGI at prøve at skræddersy tilbud til hver enkelt gravid, så der bliver taget bedst mulig hånd om de specifikke behov, som den gravide og parret har. I relationen til den enkelte er det vigtigt at være åben, ærlig og respektfuld, det kommer man længst med – især når samtalen bliver svær, og når vi som fagpersoner bliver bekymrede og er nødt til at lave underretning. Det er vigtigt, at vi får formidlet vores bekymringer og tager hånd om de frustrationer, som det giver.

Samtalerne tager tid, derfor er det vigtigt, at vi hele tiden er lyttende og tager os god tid. Det er nødvendigt med en tillidsfuld relation, hvis vi skal kunne hjælpe. Vi oplever ofte gravide og par, som har ”modstand” mod os som ”system”, og det er vigtigt, at vi tør tale åbent med parret om det det. Vi arbejder forebyggende, sundhedsfremmende og motiverende, og hjælper parret/den gravide med kontakt til andre relevante samarbejdspartnere som fx socialrådgivere og Station Victor, idet det kan være svært for vores målgruppe at tage skridtet selv og få taget kontakten.

Det er så givende, når de vender tilbage og er glade for, at de fik hjælp til noget, som de kan mærke er godt for dem, selvom de i første omgang måske var meget skeptiske.

Det er vigtigt for os, at få parret til at reflektere over deres kommende forældreskab ud fra det udgangspunkt de har og derigennem skabe udvikling og styrke det kommende forældrepar til opgaven, som de står overfor”, siger sundhedsplejerske Pia Møller.

Også på jordemodersiden er der stor tilfredshed med screeningsværktøjet og samarbejdet med sundhedsplejerskerne. De jordemødre, som har været med fra projektets start, har fået stor erfaring med at bruge interviewguiden. Med interviewguiden i hånden og god tid til screeningssamtalen kan jordemoderen tidligt i graviditeten åbne op for problematikker, som de kommende forældre måtte have.

Fra ventre på billedet ses chefjordemoder Helle Høy Simonsen, Fødeafdelingen Sygehus Vendsyssel, sundhedsplejerske Helle Vejnø, sundhedsplejerske Pia Møller, sundhedsplejerske Vibeke Uggerhøj og yderst til højre ses ledende sundhedsplejerske Lene Skjelbo, Sundhedsplejen Hjørring Kommune.

 

 

Både sundhedsplejerskerne og jordemødrene skal i teamsamtalen altid arbejde uden forforståelse af de mennesker, som de sidder overfor. De skal først og fremmest være lyttende og nysgerrige, og så kræver det, at de tør gå ind i de svære samtaler, fx hvis de får en fornemmelse af, at kvinden har været udsat for vold eller seksuelt misbrug. Her handler det om at turde spørge kvinden og hendes partner direkte på baggrund af fornemmelsen, så den gravide efterfølgende kan få tilbud om samtale for eksempel med en psykolog i Station Victor, som en del af sundhedsplejen i Hjørring Kommune.

Det har stor betydning, at den gravide kvindes partner er med til samtalen, som en vigtig støtte for den gravide. Interviewguiden henvender sig derfor lige så meget til den gravide som til partneren. Interviewguiden kan, udover opsporing af sårbarhed, være med til at forberede alle de kommende forældre til deres fælles forældreskab.

Jordemødrene i projektet har oplevet en stor gevinst ved at være kommet tæt på sundhedsplejerskerne og hele det kommunale system, herunder muligheden for tidlig underretning og indsats.

”Det er fantastisk at kende hinandens muligheder og at lære om det kommunale system og hvilke tråde, man kan trække i der fx i form af socialrådgivere og kommunens rygestoptilbud. Det har simpelthen givet så meget”, udtaler jordemoder Louise Gråkjær Andersen, som har været med i KGI-projektet helt fra starten.

Jordemødrene ser sundhedsplejerskerne lige så meget som tætte kolleger som øvrige jordemoderkolleger, fordi de er i samme båd og har et fælles projekt.

Fællesskabet hjælpes godt på vej ved at jordemoderkonsultationen og sundhedsplejerskens lokaler ligger i samme bygning i Hjørring Kommunes Sundhedscenter. I samme bygning har Station Victor også til huse. De gode fysiske rammer er medvirkende til at skabe en god og sammenhængende indsats til glæde og gavn for de sårbare gravide og barnets far.

Efter at screeningssamtalen er blevet et fast tilbud til alle Region Nordjyllands kommende forældre, er den tidlige jordemoderkonsultation i uge 13-15 blevet udvidet i Hjørring jordemodercenter. Til gengæld er jordemoderkonsultationen i uge 17 blevet sløjfet.

Ulighed i sundhed

Svangreomsorgens tilbud når ikke alle, og det medfører ulighed i sundhed for grupper af udsatte gravide med sociale og psykiske problemer. Det er dokumenteret, at der er social ulighed i forekomsten af graviditets- og fødselsproblemer. Dødeligheden for både mor og barn er øget, og i socialt dårligt stillede familier ses hyppigere præterme fødsler, dødsfødsler, fødsel af barn med lav vægt og spædbarnsdød.

Kilde: ”Ulighed i sundhed – årsager og indsatser”, 2011, Sundhedsstyrelsen.

Kommuner er mere til sundhedsfremme

Helle Høy Simonsen, chefjordemoder ved Regionshospitalet i Hjørring, kender alt for godt til faldgruberne, når region og kommuner skal samarbejde.

”Vi har tidligere haft alt for mange overgangsproblematikker. Det øvelsen gik ud på, var at undgå parallelsystemer og at bruge ressourcerne optimalt. Vi taler om dårlig økonomi og om mangel på personale, men vi har med KGI-projektet fundet en vej, hvor vi sammen udnytter ressourcerne bedre. Vi er alle en del af den gravides liv og vi udnytter det tværfaglige potentiale fuldt ud. Det betyder alting”, siger chefjordemoderen.

Udover at det tætte samarbejde med sundhedsplejerskerne i kommunen er med til at nedbryde fordomme, giver det større indsigt i hinandens faglige kompetencer og udnytter ressourcerne bedre.

”Vi skal målrette vores tilbud. Man kan ikke behandle folk ens, hvis man vil være lige for sundhed”, mener ledende sundhedsplejerske Lene Skjelbo og chefjordemoder Helle Høy Simonsen.

Indsatsen for at opspore de mest udsatte gravide og familier er det primære formål med screeningssamtalen i den tidlige graviditet. Derfor er både Lene Skjelbo og Helle Høy Simonsen meget glade for, at det gode i tværsektorielle KGI-samarbejde har været med til at bane vejen for, at alle gravide i regionen nu tilbydes en sådan screeningssamtale.

Alle gravide kan have en sårbarhed, der måske ikke umiddelbart er synlig. Men når screening bliver et generelt tilbud, virker det mindre stigmatiserende at give sig til kende, fx hvis der er problemer i parforholdet, eller hvis man har reaktioner på tidligere oplevelser i forbindelse med at vente og få barn.

Erfaringen viser, at alle gravide og deres partner har god gavn af screeningssamtalen, der kan være med til at sætte refleksioner i gang fx over parforholdet.

For de mange, der ikke har brug for ekstra støtte, er screeningssamtalen med til at sætte fokus på den mentale sundhed, parforholdet og på den gode relation til det ventede barn.

Kilder

  1. ”Ulighed i sundhed – årsager og indsatser”. SST 2011