Mange vælger at spise vegansk af sundhedsmæssige årsager. Blandt sundhedsprofessionelle er det dog typisk ikke sundhedsfordele, denne kostform forbindes med. Faktisk er det snarere det omvendte. Det, vi oftest lærer om vegansk ernæring, er nemlig, at den kan medføre næringsmangler og dermed helbredsrisici.
Forskningen viser imidlertid, at voksne veganere generelt har en række vigtige sundhedsfordele, og dette ligeledes når der justeres for confounders såsom tobak og alkohol.(2)
Men hvad med børnene? Hvad viser forskningen her? Siden den grønne bølge særligt ses blandt den yngre del, hvor mange må tænkes at have små børn eller planer om at starte familie, så er dette spørgsmål jo særligt relevant. For vælger man at spise vegansk af sundhedsårsager, så er det meget sandsynligt, at man også tilvælger denne kost til sine børn.
Jeg mener, det er vigtigt, at emnet bliver bedre belyst, da jeg heller ikke er i tvivl om, at der vil komme flere og flere veganske børn. I min praksis i København har jeg ca. ét vegansk forældrepar om ugen (de kommer fra hele landet), der ønsker vejledning i, hvordan de bedst muligt sammensætter kosten til deres spædbarn.
De sidste 10 år er der publiceret flere reviews og ekspertrapporter fra forskellige sundhedsinstanser, hvor den samlede litteratur omkring emnet gennemgås.(3, 4, 5, 6, 7, 8) Samtlige artikler gennemgår de næringsstoffer, der kan ligge lavt eller være mangelfulde. Der er her tale om bl.a. B12, D-vitamin, jern, calcium og omega-3 (DHA). Konklusionerne er dog konsekvente: En fornuftigt sammensat vegansk kost suppleret med visse tilskud kan være fyldestgørende for småbørn og spædbørn og sikre normal vækst og udvikling. Nogle sundhedsorganisationer vælger dog stadig ikke at anbefale den, mens andre fremhæver den veganske kost som et sundt alternativ.(10,11) Den er også blevet anset som en mulig måde at forebygge overvægt blandt børn på.(12)
Sundhedsstyrelsen anbefaler som bekendt ikke en vegansk kost til børn mellem 0-2 år. Det er ikke det samme som, at de fraråder den – en ellers hyppig misforståelse. De anbefaler den ikke, bl.a. fordi ”det kan være meget vanskeligt at opfylde barnets ernæringsbehov de første leveår med denne kostform.” De skriver samtidig, at ”små børn, der ernæres vegansk, kan vokse og udvikle sig normalt, såfremt de får de rette tilskud til kosten, og energiindholdet er tilstrækkeligt.”( 13)
Hvorvidt det er vanskeligt, hænger til dels sammen med hvilke kosttraditioner, man følger. Spiser man en typisk dansk kost, så er der langt til en fornuftigt sammensat vegansk småbørnskost. Men spiser man i forvejen en plantebaseret kost, så er det ikke de store ændringer, der skal til, før at barnet kan være med. Mange af de gængse råd såsom tilskud med D-vitamin, jernrig overgangskost, begrænsning af nitratholdige grøntsager og rosiner, sukker, salt m.v. gælder naturligvis også for veganske børn. Men hvor ikke-veganske forældre bør være opmærksomme på, at børnene f.eks. ikke får for meget salt, mættet fedt og protein, er der anderledes opmærksomhedspunkter for de veganske forældre. Her er det i stedet nødvendigt med fokus bl.a. på de rette tilskud heriblandt B12-vitamin.
Ifølge Sundhedsstyrelsen bør det udelukkende være diætister, der rådgiver disse forældre om kost. ”Sundhedspersonalet er ikke uddannet til at yde diætetisk rådgivning og skal derfor udelukkende rådgive om, at spædbørn på vegansk kost enten skal ammes eller have modermælkserstatning i mindst to år og have tilskud af B12- vitamin, som beskrevet ovenfor, samt opfordre til, at barnets vækst følges nøje for at overvåge, om den veganske kost påvirker barnets vækst negativt.”(14)
Det er altså kun de tre punkter, øvrigt sundhedspersonale anbefales at vejlede om.
Jeg har dog alligevel et par ting, jeg finder vigtigt, at andet sundhedspersonale ved og også rådgiver om.
En uhensigtsmæssigt sammensat kost kan være skadelig for børns udvikling – hvad enten den indeholder animalske produkter eller ej. Som nævnt er der fuld enighed blandt sundhedsorganisationerne om, at en vegansk kost kan dække behovet for spædbørn og småbørn, såfremt den er sammensat ordentligt.
Tidligere har der været en tendens til, at sundhedsprofessionelle vurderede lødigheden af en vegansk kost ud fra resultater af studier på makrobiotiske børn. En makrobiotisk kost har i flere studier vist at føre til fejlernæring og væksthæmning af børn, men denne kostform adskiller sig væsentligt fra en vegansk kost, bl.a. ved at være meget ensidig, uden de nødvendige tilskud og ofte også fedtfattig (og dernæst indeholder den faktisk også animalske produkter).(15, 16, 17, 18) Disse studier er derfor ikke repræsentative for en vegansk kost. Det samme er gældende for en raw food kost.
Usikkerheden og skepsissen bliver heller ikke mindre af mediehistorier om spædbørn, der er blevet fejlernærede på en såkaldt ”vegansk” kost.(19) I samtlige af disse meget ekstreme tilfælde skyldes fejlernæringen en utrolig restriktiv og ufyldestgørende spædbarnskost f.eks. baseret på æblejuice, quinoamælk eller blendet raw food i stedet for modermælk.(20, 21, 22) Andre af disse cases skyldes B12-mangel hos moderen under både graviditet og amning.(23) Det kunne altså nemt være undgået, hvis blot moderen var blevet informeret om B12-tilskud.
Disse historier bør ikke danne grundlag for vejledningen af forældrene. Min oplevelse er, at en del forældre ikke fortæller deres sundhedsplejerske eller læge om, at de giver deres barn en vegansk kost, fordi de har hørt om andre forældres ærgerlige oplevelser. Det sker desværre, at forældre bliver frarådet en vegansk kost med ovenstående skræmmende mediehistorier som argument.
Forældrene bør i stedet rådgives om de tre nævnte punkter fra Sundhedsstyrelsen, samt at en vegansk kost kan være fyldestgørende og passende, men at dette kræver, at forældrene sætter sig godt ind i, hvordan den bør sammensættes (se til slut). Hermed forbedres samarbejdet, og det sikres, at forældrene får den fornødne information særligt ang. tilskud.
Alle veganske mødre skal tage B12 tilskud under graviditet og amning. Alle veganske børn skal have tilskud med B12-vitamin, fra de starter overgangskost, altså senest fra 6 mdr.
Det er vigtigt, at det gøres klart, at det er B12, barnet har brug for og ikke kød. Jeg har haft et par, der fortalte, hvordan de var blevet skræmt af deres læge til at give barnet animalsk med ordene ”Hvad vil I helst – give barnet hjerneskader eller lidt æg en gang i mellem!?” Dette er en højst uhensigtsmæssig måde at rådgive på. Først og fremmest er det ikke æg eller andet animalsk, barnet har brug for men B12-vitamin, hvilket slet ikke blev nævnt. Dernæst dækker lidt animalsk indimellem ikke behovet for B12. Dét kræver et dagligt tilskud, når spædbarnet spiser en primært vegansk og ofte også vegetarisk kost.
Fra 6-12 mdr. og 12-23 mdr. anbefaler jeg hhv. 5 og 10 mikrogram B12 (knust) dagligt, f.eks. fra mærket Nycoplus, der kan fås på www.plantebaby.dk.
Er der mistanke om mangel, skal lægen rådføres, da det kan kræve et langt højere tilskud på op til 1000 mikrogram dagligt.
Forslag til, hvor de grønne forældre kan få mere viden om, hvordan en vegansk kost bør sammensættes.
Norge: helsenorge.no/kosthold-og-ernaring/vegetarisk-kosthold/vegetarkost-for-barn
Storbritannien: nhs.uk/conditions/pregnancy-and-baby/vegetarian-vegan-children/
Jeg har i samarbejde med Dansk Vegetarisk Forening skrevet en pjece om emnet, der kan hentes gratis her: vegetarisk.dk/materialer/
I 2019 udkom min bog ”Grønne spirer – alt om vegansk ernæring til børn”, hvor jeg går i dybden med alle detaljer om vegansk ernæring under både graviditet, amning og for spædbørn, småbørn og ældre børn. Den kan købes her: www.saxo.com/dk/groenne-spirer_mia-sommermaria-felding_ hardback_9788793590618
Det er ikke kun veganske forældre, der bør være opmærksomme på deres børns kost. Faktisk viser den seneste DTU-analyse, at indtaget af salt og mættet fedt allerede fra 1-års alderen er for højt, mens indtaget af jern er for lavt.(24) Overvægt ses blandt 10-25 % af de 4-17 årige, og 70 % heraf forbliver overvægtige som voksne.(25)
Ifølge forfatterne bag den seneste rapport om børns madvaner fra Vidensråd for Forebyggelse bør vi sætte ind allerede i barndommen og få ændret de uhensigtsmæssige kostvaner, hvis vi skal komme overvægten blandt de unge til livs, så deres risiko for de alvorlige følgevirkninger som forhøjet kolesterol og blodtryk, fedtlever og prædiabetes mindskes.(26,27)
Det er faktisk en stor udfordring (også for mig) at sammensætte en almindelig dansk småbørnskost, der lever op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger for jern, protein, salt og mættet fedt på trods af, at den er sammensat efter de gældende retningslinjer.
Eksempelvis indeholder blot én skive rugbrød med leverpostej ca. halvdelen af det salt, et barn på 12 mdr. maksimalt må få på en hel dag ifølge De Nordiske Næringsstofanbefalinger.(28) Spørger man de britiske sundhedsmyndigheder, er grænsen markant lavere, og faktisk næsten overskredet allerede ved den ene leverpostejsmad (de anbefaler maks. 1 g salt dagligt ved 12 mdr.).(29) Derudover kan tillægges indholdet af mættet fedt og det faktum, at leverpostej hører ind under forarbejdet kød.(30)
Noget, der overrasker mange, er, at det faktisk er langt lettere for børnene at opnå nok jern på en vegansk kost. Jern optages bedre fra kød, men til gengæld er der 4-7 gange så meget jern i nogle bønner og kerner end i kød. Tilsætter man en C-vitamin-kilde, kan det til dels kompensere for den lavere optagelse.(31)
Danske børn ville have godt af bedre og grønnere kostvaner, uanset om deres kost inkluderer noget animalsk eller ej. Ikke alene vil det gøre det nemmere at få kosten til at leve op til anbefalingerne, men det vil også være med til at etablere gode vaner fra start og få normaliseret dét at spise bønner og linser eksempelvis.
De største sundhedsorganisationer såsom WHO anbefaler direkte, at vi spiser en kost baseret primært på planter frem for animalske produkter.( 32, 33, 34) Derfor giver det kun god mening, at vi lærer alle børn at spise mere plantebaseret i form af flere bønner, linser, tofu, nødder, kerner, frugt og de andre sundhedsfremmende plantefødevarer, fra de er små.
Maria Felding er uddannet klinisk diætist og cand.scient i klinisk ernæring. Hun er certificeret i plantebaseret ernæring fra T. Colin Campbell Center for Nutrition Studies og eCornell. I 2016 skrev hun bogen ‘Den plantebaserede kost’ sammen med læge Tobias Schmidt Hansen. I 2019 udkom hendes anden bog ‘Grønne spirer – alt om vegansk ernæring til børn’. Hun arbejder som privatpraktiserende diætist i København, og derudover er hun foredragsholder, ernæringskonsulent og skribent for flere magasiner inkl. Lægemagasinet.
1. https://vegetarisk.dk/statistik-om-danmark/
2. Nutrients. 2014 May 27;6(6):2131-47
3. Academy of Nutrition and Dietetics. Feeding Vegetarian and Vegan Infants and Toddler. Anvendt 22-6-18. [https:// www.eatright.org/food/nutrition/vegetarian-and-special-diets/feeding-vegetarian-and-vegan-infants-and-toddlers]
4. Paediatr Child Health. 2010 May-June; 15(5): 303-308.
5. Nutr Metab Cardiovasc Dis. 2017 Dec;27(12):1037-1052.
6. Fewtrell, M et al. Complementary Feeding: A Position Paper by the European Society for Paediatric Gastroenterology, Hepatology, and Nutrition (ESPGHAN) Committee on Nutrition. J Pediatr Gastroenterol Nutr. 2017 Jan;64(1):119- 132
7. Nutrients. 2019 Apr 12;11(4)
8. Nutrients. 2018 Dec 20;11(1)
9. Fewtrell, M et al. Complementary Feeding: A Position Paper by the European Society for Paediatric Gastroenterology, Hepatology, and Nutrition (ESPGHAN) Committee on Nutrition. J Pediatr Gastroenterol Nutr. 2017 Jan;64(1):119- 132
10. Paediatr Child Health. 2010 May-June; 15(5): 303-308.
11. Academy of Nutrition and Dietetics. Feeding Vegetarian and Vegan Infants and Toddler. Anvendt 2-9-19. [https://www.eatright.org/food/nutrition/vegetarian-and-special-diets/feeding-vegetarian-and-vegan-infants-and-toddlers]
12. https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/31013738
13. Sundhedsstyrelsen. Ernæring til spædbørn og småbørn – en håndbog for sundhedspersonale. 4. udgave, 1. oplag, 2019
14. Sundhedsstyrelsen. Ernæring til spædbørn og småbørn – en håndbog for sundhedspersonale. 4. udgave, 1. oplag, 2019
15. Am J Clin Nutr. 1988 Sep;48(3 Suppl):819-21
16. Am J Clin Nutr. 1994 May;59(5 Suppl):1187S-1196S
17. Am J Clin Nutr. 1990 Feb;51(2):202-8.
18. Eur J Clin Nutr. 1989 May;43(5):311-23.
19. Politiken. Veganere får livstidsdom for babydrab. Anvendt 2-10-19 [https://politiken.dk/udland/art4963988/Veganere-får-livstidsdom-for-babydrab]
20. Politiken. Wind-Friis, L, 2007. Anvendt 25-6-18. [https://politiken.dk/udland/art4963988/Veganere-får-livstidsdom-for-babydrab]
21. Dailymail. 2016. French vegan couple whose baby died of vitamin deficiency after being fed solely on breast milk face jail for child neglect. Anvendt 25-6-18. [https://www.dailymail.co.uk/news/article-1371172/French-vegan-couple-face-jail-child-neglect-baby-died-vitamin-deficiency.html]
22. Newsner, 2017. Baby døde efter kun at have spist vegansk kost – nu straffes forældrene med fængsel Anvendt 25-6-18. [https://dk.newsner.com/familie/baby-dode-efter-kun-at-have-spist-vegansk-kost-nu-straffes-foraeldrene-med-faengsel/]
23. Ugeskr Læger 2009;171(43):3099-3101
24. DTU Fødevareinstituttet. Danskernes kostvaner Spæd- og småbørn 2006-2007. 1. udgave, december 2013
25. Tetens, I et al. Fremme af sunde mad- og måltidsvaner blandt unge. Vidensråd for Forebyggelse. 1. udgave, 2018.
26. Videnskab.dk. Stor rapport afslører: Alt for mange unge spiser usundt og er overvægtige. Anvedt 2-9-19 [https://videnskab.dk/krop-sundhed/stor-rapport-afsloerer-alt-for-mange-unge-spiser-usundt-og-er-overvaegtige]
27. Tetens, I et al. Fremme af sunde mad- og måltidsvaner blandt unge. Vidensråd for Forebyggelse. 1. udgave, 2018.
28. Alexander, J et al. Nordic Nutrition recommendations 2004. 4. udgave.
29. NHS. How much salt do babies and children need? Anvendt 23-6-18. [https://www.nhs.uk/common-health-questions/childrens-health/how-much-salt-do-babies-and-children-need/]
31. Federal Commission for Nutrition (FCN). Vegan diets: review of nutritional benefits and risks. Expert report of the FCN. Bern: Federal Food Safety and Veterinary Office, 2018
32. WHO. Healthy diet. Anvendt 2-9-19 [https://www.who.int/news-room/fact-sheets/detail/healthy-diet]
33. AICR. Cancer Prevention Recommendations. Anvendt 2-10-19 8 [https://www.aicr.org/reduce-your-cancerrisk/recommendations-for-cancer-prevention/]
34. WCRF. Cancer Prevention Recommendations. Anvendt 2-9-19. [https://www.wcrf.org/dietandcancer/cancer-prevention-recommendations]