Spring til hovedindhold

Godt nytår fra Far for Livet!

Forfatter: Svend Aage Madsen & Tobias Siiger Prentow

Godt nytår fra Far for Livet!

Fædrebarslen er på vej
Så er der kun omkring otte måneder til, at fædrebarslen er indført. I skrivende stund er lovforslaget om de nye barselsregler fremsat til vedtagelse i begyndelsen af 2022.

Når man læser lovforslaget og alle bemærkningerne til det, er det som om, det hele kun handler om EU-direktiver og arbejdsmarkedsforhold og ligestilling. Sandelig også vigtige ting.

Men det egentlige ved barselsorloven er jo det relationelle, far-barn-forholdet og familielivet. Det vil side de store forandringer, der ligger i, at børn helt fra starten af deres liv nu får to trygge baser, som de kan bruge til at udfolde sig fra. Det får betydning langt frem i livet, bl.a. ved at barnet vil have to fortrolige, som det kan støtte sig til livet igennem.

Videre får barnet nu fra starten af livet adgang til også alle de måder at være sammen på, som mænd har at byde ind med. Ligesom fædrene får den store gave at kende og være en del af alle aspekter af deres barns liv, udvikling og væremåder lige fra starten.

Og endelig: Nu vil børn opleve nye sider af deres eget og det andet køn, når de oplever, at både mænd og kvinder giver omsorg og nærhed og går ud i verden og gør deres ting der. Det vil nedbryde kønsstereotyper og berige opfattelsen af, hvad eget og andre køn kan.

Derfor er det virkelig en win-win-win-ting, at der, som flere undersøgelser viser, fra 2022 vil være 40-50.000 fædre årligt, der går på barsel. Det vil vi i Forum for Mænds Sundhed i samarbejde med Far-ambassadørerne landet over og en lang række andre gode kræfter gøre, hvad vi kan for bliver til en succes.

Svend Aage Madsen & Tobias Siiger Prentow

 

2022 byder på mange spændende far/barn-aktiviteter

På Far for Livets aktivitetside kan du fortsat finde et hav af aktiviteter for far og barn, arrangeret af nye og gamle samarbejdspartnere landet over.

Er I i det kreative hjørne, kan I torsdage i januar og februar tage til Krea-workshop på Børnemuseet, hvor der bl.a. skal laves drømmefangere, glimmer-uroer og nøgleringe.

I Hjørring kan I i februar og marts 2022 se frem til at få fingrene i dejen til far-barn pizzabagedag hos Kornets Hus.

På Frederiksberg kan du hver fredag træne på holdet ‘Power Dad‘, hvor fædre og deres nyfødte arbejder sammen om at øge fars styrke.

Skal jeres sigte trænes og historiske viden finpudses, inviterer Vikingmuseet Ladby i marts til Vikingeworkshop, hvor I kan prøve kræfter med bueskydning.

Læs mere om aktiviteterne og find mange flere på www.farforlivet.dk/aktiviteter

 

 

Reportage fra Far-ambassadør-træf

I december 2021 var Far for Livets far-ambassadører fra hele Danmark igen samlet i Middelfart til en dag i fædre-inddragelsens tegn.
På trods af corona var der rigtig godt fremmøde og højt humør på dagen.

Der var oplæg fra Forældre og Sorg, Mødrehjælpen og Donorbørns Vilkår, der skulle klæde sundhedsplejerskerne yderligere på til at håndtere fædre og familier i særlige situationer.

Far for Livets nye barselsundersøgelse blev fremlagt, der var oplæg om den kommende fædrebarsel samt en efterfølgende diskussion af, hvordan sundhedsplejerskerne i fremtiden griber samtalerne om barsel i familierne an.

Fra Far for Livet skal der lyde en tak for endnu et rigtig godt træf med super engagerede deltagere, og vi ser frem til at arbejde videre med erfaringerne fra træffet i det nye år.

 

 

‘Far på barsel’-projektet i 2022

Far på barsel fortsætter derudaf i 2022. Det gælder ikke mindst på barsels-aktivitets fronten, hvor vi vil udvikle og afprøve nye aktiviteter til barslende fædre og deres børn. I den forbindelse leder vi altid efter flere gode samarbejdspartnere. Kunne det være noget for jer? Så skriv på kontakt@farforlivet og lad os tage en snak om mulighederne.

I 2022 fortsætter vi også arbejdet med far-ambassadørerne. De sidste år har budt på stor aktivitet og samarbejdsvillighed fra sundhedsplejerskernes side, og vi ser frem til at fortsætte det gode arbejde og at få nye kommuner med på holdet. Vi har som ambition at få 90 af landets kommuner med i løbet af projektet og vi hører derfor meget gerne fra interesserede kommuner.

Derudover planlægger vi flere udgivelser. Bl.a. ‘Fars guide til barslen’, der skal være en nem og brugbar inspiration til barslende fædre. Farforlivet.dk vil også blive opdateret med nyt indhold i forbindelse med den øremærkede fædrebarsel.

 

 

Far for livet
– en bog til manden som far

Den moderne far er under tilblivelse, og fædre netop nu er med til at definere, hvordan en far anno 2022 ser ud. Men hvor kigger en generation af fædre, der ønsker at være mere involverede end tidligere generationers fædre, hen for inspiration?
’Far for livet – en bog til manden som far’ er en håndbog for mænd, der ønsker fagligt funderet viden, råd og ideer til faderskabet. Med afsæt i resultater fra projekt Far for Livet og Rigshospitalets Fædre-forskningsprogram, giver bogens forfattere Tobias Siiger Prentow og Svend Aage Madsen en grundig rundvisning i emner, der vedrører dét at blive og være far.
Bogen kan købes HER.