Når stemmen strejker

Børnene kan godt tale, men gør det kun i bestemte sociale sammenhænge, i andre situationer er de ufrivilligt tavse. De lider af det, der hedder selektiv mutisme eller ufrivillig tavshed. En alvorlig angstlidelse, der, ifølge Social- og Boligstyrelsen, også er en overset diagnose.

Halsen snører sig sammen, og det er umuligt at få ord over læberne. Sådan oplever børn og unge med selektiv mutisme det i visse situationer, eksempelvis når læreren stiller et spørgsmål. Hjemme hos familien er der ingen problemer med at tale.

– Det er et typisk tegn på tilstanden. At barnet fint kan tale i bestemte situationer, men lukker fuldstændig i i andre, siger socialfaglig konsulent i Social- og Boligstyrelsen, Ellen Vibe Pedersen, som har bidraget til publikationen ’Selektiv mutisme – når stemmen forsvinder, og hvordan den genfindes’.

Læs også: Når sundhedsplejersken møder Selektiv mutisme i skolen

Selektiv mutisme er en angstlidelse, og viser sig første gang hos børn mellem tre og seks år, men opdages først, når barnet når skolealderen.

– I skolen bygger læringsmiljøer og sociale relationer i større omfang på en forventning til sproglig kommunikation, forklarer Ellen Vibe Pedersen.

Hun understreger, at forskere endnu ikke ved, hvorfor lidelsen opstår, og gennem tiden har selektiv mutisme været kendt som en lidelse, der er svær at behandle, tegn på andre problemer eller som går over af sig selv. Men en tidlig indsats har stor effekt, og den indsats kalder på tæt samarbejde og koordinering.

Jeg havde ikke rigtig lyst til at være tavs, jeg ville gerne snakke med de andre, men det kunne jeg ligesom bare ikke, Olivia, 16 år.

– I arbejdet med børn og unge med selektiv mutisme er det afgørende at forstå, at de har et stærkt ønske om at tale, men at angsten gør det umuligt for dem. Reduktion af talepresset samt fokus på at øge tryghed og kommunikationsmuligheder er derfor essentielt for at støtte barnet med selektiv mutisme ud af tavsheden, forklarer Ellen Vibe Pedersen.

Det kan Olivia nikke genkendende til. Hun har bidraget til Social- og Boligstyrelsens publikation med sine erfaringer, og hun husker tydeligt et brændende ønske om at tale.

– Jeg havde ikke rigtig lyst til at være tavs, jeg ville gerne snakke med de andre, men det kunne jeg ligesom bare ikke, siger hun.

I dag er hun 16 år, og det er ikke mere en to-tre år siden, hun fandt ud af, at hendes tavshed var selektiv mutisme.

– Tidligere sagde jeg bare, at jeg var genert. Jeg kunne ikke lide, når opmærksomheden var rettet mod mig. Nogen gange er det lidt nemmere at undgå ting, hvis man bare ikke siger noget, fortæller Olivia og fortsætter:

– Sig det, sig det. Hvordan kan jeg sige det på en god måde? De tanker kører i mit hoved. I situationer, hvor jeg er presset til at tale, mærker jeg, at jeg begynder at svede og hele hovedet begynder at lave ringelyde. Det forsvinder igen for det meste, når jeg er ude af situationen, men det kan godt tage lidt tid. Efter at jeg er begyndt at tale, er der lidt mindre af det. Det er der stadig, når jeg er i tvivl, om det, jeg siger, er rigtigt, og om det, jeg gør, er godt nok.

Når lærere og forældre skal vurdere børnenes adfærd, beskriver de børnene som mere angste, nedtrykte og socialt tilbagetrukne end børn i kontrolgruppen.

Undersøgelser viser, at lidelsen ses hos mellem 0,7 og 0,8 % af alle børn i førskole- og skolealderen, hyppigere hos piger end hos drenge. Som regel aftager lidelsen i ungdomsårene, men diagnosen ses også hos voksne.

Selektiv mutisme og autisme forskelle