Sundhedspleje en særlig indsats

Om afhandlingen: Sundhedspleje og “Særlige indsatser for svagt stillede børn og unge” – Myte eller virkelighed?

Af Inga Axelsen

Det er med stor glæde at jeg erfarede at en sundhedsplejerske til har arbejdet med sundhedspleje på et videnskabeligt niveau, der beretter til en PhD grad. Jeg var fyldt med forventning, da afhandlingen entrede min brevkasse fra forlaget PUC. Emnet er yderst væsentligt og meget relevant netop nu. Og sundhedsplejens rolle overfor de socialt udsatte børn og unge er gennem årene blevet større og større, samtidig med at bedre tilbud til familierne er en efterspurgt vare. Det er en omfattende afhandling og jeg har i det følgende holdt mig til at kommentere afhandlingen set gennem videnskabelige briller. Jeg har ikke forholdt mig til det konkrete indhold om sundhedspleje. Da afhandlingen er svært tilgængelig rent sprogligt vil kommentarerne være præget af dette. Af hensyn til læsbarheden har jeg sat de direkte citater fra afhandlingen i kursiv.

Hovedsigtet med afhandlingen er: ..”at beskrive hvordan fænomenet “sundhedspleje” opfattes af dem der skriver om det og agerer i det”… derudover: “prøve at bidrage med en komplementær forklaring på hvad sundhedspleje er, hvorfor det sundhedsplejersker sætter i værk faktisk ikke rigtig er det som siges at være meningen med det, og på hvilke præmisser sundhedspleje kan siges at fungere.” (side 15). Rent videnskabeligt er der “Ved hjælp af Pierre Bourdieus sociologiske arbejdsmetoder” udført et stykke arbejde hvor “afhandlingen har til hensigt at belyse hvordan sundhedsplejerskevirksomhed og herunder den del af denne virksomhed der siges at vedrøre “børn med særlige behov” eller “svagt stillede børn og unge”, historisk har materialiseret sig i tekster om aktiviteten og fungerer i praktikken. Sundhedspleje anskues som et konstrueret socialt fænomen.” Det er forfatterens hensigt at gå bagom de forudfattede opfattelser både på hverdagstænkningens domæne og i tænkningen, der udgår fra politikernes eller myndighedernes verden eller fra andre interessegrupper – herunder også andre professionelle (regnet for akademikere ex læger og jurister) eller semi-professionelle (regnet for mellemuddannede ex sundhedsplejersker, pædagoger). Afhandlingen handler om modsætningen mellem hvad agenterne mener og hvad de gør og “inkludere mig selv som forsker, det handler om at objektivisere denne modsætning mellem hvad agenterne mener og siger, og hvad de gør.”… her er “det specielt interessante ved Bourdieus tilgang, at han netop tænker i at objektivisere praktik, brydende med de indlejrede forforståelser og italesættelser i al dobbelttydigheden” (side 15). Inga Axelsen har gennem deltagelse i Bourdieuprogrammet på universitetet lært at “Studier af modsigelsesfyldte sociale fænomener som mit kræver mange redskaber og teknikker der hver på deres måde kan bidrage med delforklaringer af fænomenet.” (side 15). Hun beskriver endvidere at “Sundhedspleje er en social aktivitet i den praktiske virkelighed. Men sundhedspleje er også, når vi taler, skriver og underviser om den en konstruktion.” (side 16). Om opbygningen af afhandlingen skriver Inga Axelsen … (den) “er udarbejdet i forlængelse af min masterafhandling.” Derudover inddrages i afhandlingen lovgivningsmateriale om ordningens grundlag, 46 udvalgte projektrapporter, som sundhedsplejersker og deres samarbejdspartnere har udarbejdet om deres aktiviteter. Endelig “inddrages yderligere empirisk materiale med henblik på at kunne bidrage med delforklaringer på i hvilket socialt rum sundhedsplejerskers aktiviteter iværksættes, praktiseres, og på hvilke præmisser denne virksomhed kan siges at fungere” (side 23). Jeg antager der menes det empiriske materiale vedrørende hvem der er medlemmer af råd, nævn, udvalg samt undervisere på væsentlige konferencer mv. Det understreges af Inge Axelsen at “Mit bidrag i form af nærværende afhandling er således ikke at forsøge endnu engang at måle resultater eller mangel på resultater, men – givet at man på forskellige måde kan – at vise at resultaterne på afgørende punkter netop er meget problematiske. At spørge til hvordan egentlig hele virksomheden objektivt er struktureret og opfattes af vigtige deltagere i processen for nu på den måde at forstå de problemer der er indlejret i virksomheden selv og som ikke skyldes manglende viden eller udeblevne resultater” (side 24).

Hvad har afhandlingen så bidraget med, når man har været gennem dens 6 kapitler? Helt ærligt er det vanskeligt at pege på, hvordan Inga Axelsens møjsommelige arbejde bidrager til en komplementær (fuldstændig) forklaring på hvad sundhedspleje er, hvorfor det sundhedsplejersker sætter i værk faktisk ikke rigtig er det som siges at være meningen med det, og på hvilke præmisser sundhedspleje kan siges at fungere. Det er hun også selv inde på i de allersidste afsnit af afhandlingen: “Jeg må sige at sundhedsplejerskernes virksomhed består af refleksioner, rekonstruktioner og italesættelser om hvad forældre, børn og unge bør gøre såfremt de ønsker en sund opvækst og ønsker at skabe forudsætninger for en sund voksentilværelse. Og at virksomheden er virksom for nogle forældre og ikke for andre.” Inga Axelsen mener selv, at en del af svaret skal findes i, at et langt liv som praktiker “ustandselig har lagt forhindringer for at jeg som forsker har kunnet få øje på dette enkle svar på spørgsmålet om hvorfor sundhedsplejersker ikke rigtig gør det som er meningen med virksomheden.”

Jeg mener at stringens i den videnskabelige proces i arbejdet med afhandlingen kunne have bidraget til bedre og mere klare analyser af materialet. Det er uklart hvornår der præsenteres empiri, hvor disse oplysninger kommer fra, hvilken teoretisk ramme, der er anvendt til netop denne analyse, og hvorfor tolkningen er blevet lige præcist dette eller hint. En konsekvent opdeling i præsentationen af materialet i; bearbejdning, analyse, refleksion og konklusion/diskussion ville have hjulpet. Med hensyn til at anvende datagrundlaget i projektrapporterne som grundlag for en empirisk analyse, forekommer det fornuftigt, at de har fået en mindre fremtrædende rolle, end det åbenbart først var tiltænkt dem. I analysen af projektrapporterne fremhæves flere gange at “I rapporterne ophøjes målsætning og egne forforståelser til resultat” (side 100). Jeg mener at der må stilles spørgsmålstegn ved om rapporter udarbejdet med vidt forskellige formål og på forskelligt niveau og over en lang årrække kan indgå ligeværdigt i analysen. “Projektrapporterne er ikke rapporter hvor videnskabelige krav er stillet, endsige at de skulle være videnskabelige”, skriver Inga Axelsen. Der tages ingen konsekvenser af den konstatering. Hvorfor ikke? Hvad betyder det for analysen, hvor vi gerne (ud fra afhandlingens hensigt) skulle få et mere fuldstændigt billede af sundhedspleje til sårbare familier?

I brug af kilder (bilag 5 og bilag 6) savner jeg redegørelser for den rent etiske side af forskningsprocessen. Der er tale om nuancerede beskrivelser i genkendelige kommuner, der nævnes navne mv. Det er god forskningsetik i afhandlinger (og andre undersøgelser), at der gøres rede for hvilke overvejelser der er gjort fx med hensyn til offentliggørelse af bilagene, som det er sket i bogform her. Har de involverede navngivne kommuner haft lejlighed til at give tilladelse til at detaljerede bilag om kommunens sundhedspleje offentliggøres i bogform?

I Kapitel 5 om “Det sociale rum” er brugt empirisk materiale indsamlet fra mange forskellige kilder (råd, ministerier, styrelser, konferencer, arbejdsgrupper). Der skrives at 2001 er udgangspunktet. Der er tilsyneladende ikke valgt en præcis dato og uklarhed præger beskrivelsen af materialet. Børnerådets sammensætning eksempelvis (som jeg blev medlem af 1.2.2001) vil være forskellig alt efter om det var først på året, midt på eller i slutningen af 2001 skæringspunktet er. Indtil 1.2. var formanden psykolog 1.2. – 1.7. var formanden idehistoriker, i nogle sommermåneder en jurist og fra efteråret var det en pædagog, der beklædte posten. Med hensyn til personerne, der indgår, er det ikke nævnt om eksempelvis samme person tælles med flere gange (fx både holder oplæg på konferencer og er med i flere råd og udvalg). Og efter min opfattelse er råd, nævn, udvalg, konferencer én side af “Det sociale rum.” Den enkelte kommunes magtstrukturer er det lokale sociale rum, og det er ikke inddraget på trods af, at det er et væsentligt grundvilkår i dagligdagen. Mere præcision og skarpere beskrivelse af valg, fravalg og kriterier ville have styrket den videnskabelige kvalitet i afhandlingen.

Efter gennemlæsning og refleksion over afhandlingen sidder jeg med en del interessante spørgsmål, som det kunne have været yderst relevant, at afhandlingens diskussion havde indbefattet. Hvad betyder valget af teoretisk referenceramme og videnskabsteoretisk ståsted for analysen og resultaterne i afhandlingen? Ville en forsker med andre udgangspunkter komme til andre konklusioner? eller til konklusioner, der svarer til Inga Axelsens resultater? Og de validitetsproblemer jeg har nævnt, hvilken betydning har de for stabiliteten af undersøgelsens resultater? Refleksioner fra Inga Axelsen over, om de teoretiske udgangspunkter for afhandlingen har styret analysen i så stor en udstrækning, at afhandlingens forforståelser er blevet ophøjet til afhandlingens resultat. Endelig ville afhandlingen have været tjent med en gennemskrivning rent sprogligt. Sproget er usædvanligt knudret og indforstået. Sætningerne er unødig lange og visse steder næsten uforståelige. En konsekvent og korrekt tegnsætning ville også have været en fordel for læsbarheden.

Else Guldager (2004)

Revideret feb . 2016