Boel test

Om BOEL testen: BOEL står for Blik Orienteret Efter Lyd…

Boel testen kom til Danmark fra Sverige i midten af halvfjerdserne, hvor den langsomt bredte sig til de kommunale sundhedsordninger.

Boeltesten er en screeningstest, der foretages når barnet er 8 – 10 mdr. Det er en prøve, hvor man danner et indtryk af barnets samspil, opmærksomhed og reaktion overfor bestemte syns- og lydindtryk – forhold, der har betydning for barnets udvikling.

Testen er konstrueret til at opfange børn med kontaktforstyrrelser, høre- og synsskader, utilfredsstillende miljøstimulation og hæmmet udvikling – faktorer, der alle kan forhindre normal kontakt.

Redskaber

Til testen anvendes

• en rød træstang (griberen)
• 4 små lydgivere (bjælder og klokker)
• en sølvmobile og evt. en lygte.

Procedure

Barnet placeres på en af forældrenes skød med front imod sundhedsplejersken. Sundhedsplejersken placerer sig i 1/2 til 3/4 m. afstand på gulvet i knæstilling.

Sundhedsplejersken etablerer kontakt til barnet, taler og skaber god atmosfære. Hun registrerer om barnet småpludrer.

Sundhedsplejersken fører griberen fra venstre mod højre, derefter op og ned. Barnet skal følge pindens position. Derefter rækkes pinden imod barnet, som forventes at gribe ud efter den og føre pinden til munden.

Sundhedsplejersken rykker derefter hen imod barnet, i en afstand, der gør det muligt at få hænderne om bag barnet uden disse er i barnets synsfelt. Barnet må beholde den røde pind i hånden. Taber barnet pinden, rækkes den igen til barnet. Ved gentagelse af, at barnet taber pinden, lægger sundhedsplejersken pinden bag ryggen, således den er uden for barnets synsfelt.

Sundhedsplejersken sætter klokker og bjælder på fingrene, et sæt på hver hånd. placerer hænder bag barnets hoved – ca. 20 cm skråt bag barnets hoved. Hun sikrer sig øjenkontakt med barnet og præsenterer derefter lydgiverne for barnet.

Dernæst præsenteres barnet for snurren. Snurren anvendes til opsporing af skelen. Den holdes i en afstand fra barnets øjne, således barnet ikke kan nå snurren.

Lygteprøve – test mod skelen: Lygten holdes 1/2 meter foran barnet. Lyskeglen rettes mod barnets næseryg. Lyspletten skal ses midt i hver pupil.

Kilde: Børneklinikken.dk/boel.

Uddrag fra bogen “Det blev en far”

(Borgen 2007) s. 116-119

Min kæreste var hjemme lidt tidligere, end hun plejer. Jeg lignede noget, man kunne skrabe op med en sneskovl.
– Hun kommer om lidt.
– Nå ja, øh … hvem?
– Sundhedsplejersken selvfølgelig. Boel-testen, du ved.
Jeg panikkede.
For mig selv.
Boel-testen! Det var jo den test, der afgjorde, om knægten var normalt begavet, eller … MERE end normalt begavet! Eller havde jeg misforstået noget? Det var i dag, Jeppe havde sin første mulighed for at vise over for omverdenen, hvilket geni han var! Kom så, min dreng, tænkte jeg. Nu skal Einstein fandeme have så meget baghjul, at han taber både glaskolben og hårpragten i ren forbløffelse – hvilket himmelsk laboratorium han så end befinder sig i! Det er nu!

Jeg har aldrig kunnet snuppe de der genifilm. Little Man Tate. Good Will Hunting. Der er flere.
Jeg ved ikke hvorfor. De har altid virket så hysteriske, på en eller anden måde. Men når det kom til Jeppe, forholdt tingene sig helt anderledes. Det kunne jeg tydeligt mærke, da det ringede på, og sundhedsplejersken trådte ind.

Det første kvarter var det bare smalltalk. Om Jeppes trivsel. Spiste han nok? Sov han godt?
Jeg var ved at sprænges af utålmodighed.
– Kom nu bare til sagen, søster!
Var jeg lige ved at sige. – Hvorfor ikke bare komme i gang, så vi kan få Jeppe kåret til verdens klogeste barn nogensinde? Hvorfor trække tiden ud?
Jeg kiggede på Jeppe. Han sad i min kærestes arme og var lige ved at falde i søvn. Men jeg vidste, at det var stilhed før storm. Han samlede bare kræfter. Som en anden Romario – en af mine alltime største fodboldhelte, der også bare luskede rundt på banen det meste af tiden, som om det hele ragede ham en brasiliansk jungleplante, for så pludselig at slå til med en kasse eller to – sad Jeppe tydeligvis bare og ventede.
Endelig skete der noget. Sundhedsplejersken rømmede sig.
– For resten er der jo den der … ja, noget vi kalder en Boel-test, for lige at se om …
Mere hørte jeg ikke. Jeg dirrede af spænding.

Af en eller anden grund foregik seancen inde i soveværelset.
– Er du sød at række mig den lille træpind?
Jeg prøvede at få øjenkontakt med Jeppe. Kom så, knægt! Nu tager du dig sammen og viser verden, hvad du duer til. Forstået?
– Er du sød at række mig den lille træpind?
Og du skal ikke holde dig tilbage. Bare smid al beskedenhed over bord. Nu går vi efter guldet!
– Er der noget galt, du er jo helt våd af sved.
Min kæreste så bekymret på mig. Det gik op for mig, at min pande glinsede af koldsved.
Sundhedsplejersken rømmede sig og skulle lige til at spørge for tredje gang, om jeg ville række hende træpinden, hvad det så end var for én, men opgav. I stedet rakte hun Jeppe til min kæreste og fandt den selv.
– Jeg har det fint, mumlede jeg. – Helt fint …

Det hele var overstået i løbet af et øjeblik.
Jeppe skulle reagere på nogle lyde og række ud efter noget – træpinden!
Han klarede det fint.
Og det var så det. Sundhedsplejersken tog sin frakke på. Jeg var ved at koge over af indestængte ubesvarede spørgsmål: Jamen, var det bare det? Umuligt! Det kunne selv en sinke jo have fundet ud af! Bliver han indstillet til en junior-elite-uddannelse i Oxford? Eller er det trods alt for tidligt?
Hun gik.
Jeg brokkede mig. Hvad var det for en dødssyg test?
Min kæreste bad mig falde ned. Jeg tror endda, hun kaldte mig barnlig.
Jeg blev sur og foreslog, at vi skiftede sundhedsplejerske. Selvom jeg egentlig meget godt kunne lide hende. Men det var jo tydeligt, at hun ikke ville indrømme, at hun her stod over for en helt speciel baby, sprængfyldt med unikke evner. Måske var hun misundelig? Måske var hun …
– Har I haft en god dag sammen? Min kæreste prøvede at skifte emne. – Fik du skrevet lidt?
Jeg nægtede at svare.
Jeg tog bare Jeppe i min favn og gik ind og lukkede døren.
Her sad vi så og blev enige om, at ingen forstod os.
Verden er fuld af misundelse. Godt vi har hinanden.
Jeppe sov.
Vi sad længe. Så gik jeg ind i stuen igen.
Lidt flov.
Og et øjeblik efter bange, da jeg så over i hundekurven, hvor Buster pludselig blottede sine hjørnetænder og snerrede som en varulv. Jeg så mig panisk rundt. Havde vi noget hvidløg? En pæl af en slags? Mit blik faldt på køkkenrulleholderen. Kunne den bruges? Ville varulven dø, hvis jeg hamrede den ind i dens hjerte?
– Du ser helt udmattet ud. Har det været en hård dag?
Jeg svarede ikke. Stod bare og stirrede på køkkenrulleholderen.
– Du virker så opkørt.
Jeg satte mig udmattet i sofaen.
– Opkørt?
Buster kom over til os. Den stod og logrede. Ikke særlig varulveagtig at se på.
Min kæreste lagde armen om mig.
Jeg lagde hovedet ind mod hendes skulder.
Sikken en dag.